Det er nu videnskabeligt bevist, at et kendt nummer fra 90’erne er den mest genkendelige i britisk popmusiks historie
"Yo, I'll tell you what I want, what I really really want," er den første strofe fra Spice Girls-hittet "Wannabe", der udkom i 1996, og som nu videnskabeligt bevist er det mest iørefaldende nummer i britisk popmusiks historie. Det har forskere fra University of Amsterdam fundet frem til, skriver BBC.
Undersøgelsen var bygget op som et sjovt spil for at gøre spørgsmålene mere indirekte. Forskerne vidste på forhånd, at de ikke kunne spørge deltagerne om, hvilke konkrete sange der er mest fængende. Derfor måtte de tage andre metoder i brug.
Dog har forskerne ikke fået et svar på, hvorfor netop "Wannabe" er den mest genkendelige sang ud fra undersøgelsen. Musikforskeren Ashley Burgoyne, som er udvikler af spillet, udtaler til BBC: "Du har måske kun hørt noget et par gange, men ti år senere indser du hurtigt, at du har hørt det før. Andre sange har ikke haft samme effekt, på trods af du har hørt dem mange gange før."
Forskerne understreger, at resultatet ikke er ensbetydende med, at "Wannabe" er den mest elskede popsang, men mere den mest genkendelige.
Musikforskeren Ashley Burgoyne er manden bag interaktions-spillet, som har titlen "Hooked On Music". I spillet bliver deltagerne spurgt om, hvor hurtigt de kan genkende en tilfældig sang udvalgt blandt mere end tusinde klip af populær musik. De udvalgte sange strækker sig over en periode fra 1940 og til i dag.
Nummeret "Wannabe" af Spice Girls viste sig at være det, som deltagerne hurtigst genkendte. I en tid på bare 2,3 sekunder havde deltagerne identificeret sangen sammenlignet med et gennemsnit på fem sekunder for andre kendte hits.
Omkring 12.000 mennesker har spillet "Hooked On Music" indtil videre, men resultaterne her er kun den første del. For spillet vil ligge tilgængeligt indtil udgangen af 2014.
Det fremgår ikke af BBC's artikel, om deltagerne i undersøgelsen har været et repræsentativt udvalg af befolkningen, men det antager vi, hvis der skal være tale om god videnskabelig standard.
Du kan se listen over de ti mest iørefaldende sange i britisk popmusik historie nedenfor:
- Spice Girls – "Wannabe"
- Lou Bega – "Mambo No. 5"
- Survivor – "Eye Of The Tiger"
- Lady Gaga – "Just Dance"
- ABBA – "SOS"
- Roy Orbison – "Pretty Woman"
- Michael Jackson – "Beat It"
- Whitney Houston – "I Will Always Love You"
- The Human League – "Don't You Want Me"
- Aerosmith – "I Don't Want To Miss A Thing"
Hør "Wannabe" med Spice Girls og bedøm, om du tror, sangen er det mest iørefaldende hit, hvis du prøvede spillet.
Du kan i øvrigt selv prøve spillet her