Nyhed

Se Lady Gaga og Tony Bennett i ny H&M-reklame

Det interessante makkerpar slår igen pjalterne sammen i ny julevideo for den verdensomspændende tøjkæde

Lady Gaga og den 88-årige crooner Tony Bennett ser ud til at være blevet så glade for hinandens selskab, at de optræder sammen til det ene arrangement efter det andet. Nu medvirker de sammen i en ny reklamevideo for den internationale tøjkæde H&M. Du kan se den nye video nederst på siden.

Da Lady Gaga i 2011 for første gang mødte den legendariske crooner Tony Bennett, blev hun øjeblikkeligt inviteret til en duet på hans kommende album, "Duets II". Det har siden hen udviklet sig til et rigtigt venskab mellem de to musikalske kollegaer, hvilket har udmøntet sig i fællesalbummet "Cheek to Cheek", som høstede stor anmelderros ved udgivelsen i september. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez rystede fire stjerner ud af bukselommen, hvortil han skrev: "De to klæder hinanden umanerligt godt, og den aldrende gentlemans vokal smyger sig elegant om den 60 år yngre kollegas struttende stemmepragt, og samarbejdet slår flere gange gnister på numre af blandt andre Irwing Berlin, Cole Porter og Duke Ellingon."

Men samarbejdet er altså ingenlunde slut mellem de to ikoniske musikere. De optræder som sagt igen side om side i reklamefilmen "H&M Magical Holidays", som netop har ramt internettet. Videoen, som er instrueret af Johan Renck, viser Lady Gaga iført en overdimensioneret paryk og jazzsangeren Tony Bennett optræde med "It Don't Mean A Thing (If I Ain't Got That Swing" fra deres fællesalbum "Cheek To Cheek". Sangen bliver leveret i et konfettifyldt rum i selskab med de mest festlige festdeltagere i form af modellerne Joan Smalls, Sasha Pivovarova og Miles McMillan.


28-årige Lady Gaga og 88-årige Tony Bennett forsøger efter bedste evner at sprede julestemning i klippet herunder. Om det lykkes eller ej, må være op til dig at vurdere, men en ting er sikkert, det swinger.

ANNONCE