Nyhed

Bono forklarer sin hang til solbriller

Det er ikke kun, fordi solen altid skinner på toppen, at U2-sangeren altid har solbrillerne på plads

Hvis du har undret dig over, om det skyldes en slags arrogance eller blot er normal rock'n'roll-adfærd, når Bono altid er at fange med et par solbriller behørigt på, afslører forsangeren nu, at det faktisk ikke skyldes nogen af delene. Ireren lider nemlig af glaucoma - på dansk også kaldet grøn stær

Sygdommen er forhøjet tryk i øjet, der presser blodårerne sammen, hvilket mindsker blodtilførslen. Nervetråde destrueres, og synsfeltet bliver gradvis indsnævret, og der kan optræde blinde pletter.

Bono afslørede sin sygdom, da han tidligere på ugen blev spurgt i det engelske talkshow The Graham Norton Show, om han nogensinde tager sine solbriller af. 


- Det her er et fint sted at fortælle folk, at jeg har haft grøn stær de sidste 20 år, sagde Bono. - Jeg får god behandling, og jeg skal nok klare mig.

Lidt humor havde forsangeren dog til overs for sin sygdom. Han uddybbede:

- Nu kan I sikkert ikke få det ud af jeres hoveder, og I vil gå rundt og sige: "Åh, stakkels, gamle, blinde Bono."


Tidligere har Bono forklaret, at han var overfølsom for lys. En blitz på den røde løber kunne således genere hans øjesyn i en hel dag og hans øje svulme op, hvis ikke han havde solbriller på. Solbrillerne har til gengæld også været belæg for en smule mobning, fordi de er blevet så væsentlig en del af forsangerens fysiske fremtoning - nærmest et kulturelt fænomen i sig selv. Selv i karikeret tilstand - for eksempel i det amerikansk tv-show South Park - optræder U2-sangeren med sine solbriller på. 

Trommeslageren i The Black Keys, Patrick Carney, er den seneste til at lange ud efter det irske band i denne uge for deres seneste udspil, "Songs of Innoncence", der blev gjort gratis tilgængelig for alle med en iTunes-konto. Ifølge trommeslageren var handlingen måske nobel nok i sit udspring, men den havde i praksis den modsatte virkning, da den devaluerede musikken mere end den ophøjede.

Bono var ellers ude med en undskyldning, mens bandet besvarede på spørgsmål fra fans på Facebook i denne uge. Han skrev blandt andet:


"Oops, det er jeg ked af. Jeg havde den her smukke idé, og vi blev bare revet med. Artister er tilbøjelige til den slags ting. En smule storhedsvanvid, et gran af generøsitet, en grad af selvpromovering og en dyb frygt for, at de sange, vi har lagt vores liv i aldrig nogensinde bliver hørt. Der er meget larm derude. Jeg tror, vi blev lidt larmende selv for at nå helt derud."

 

ANNONCE