Nyhed

Danser fra Mastodon-video giver svar på massiv kritik

En danser fra musikvideoen The Motherload udtaler, at videoen hverken er sexistisk eller racistisk

"Spørg os, om det var racistisk eller sexistisk. Vi var der og oplevede det på nærmeste hold. Jeg skal fortælle jer det fra min synsvinkel: Nej."

Sådan lyder det fra en af danserne fra Mastodons nye musikvideo, "The Motherload."

Det amerikanske heavy-metalband Mastodon udsendte i sidste uge en musikvideo til nummeret " The Motherload", og videoen har fået en blandet modtagelse. The Guardian har i en klumme kaldt videoen "en smule sexistisk" og her var avisen, ifølge skribenten, endda generøs med ordvalget.


Videoen har været genstand for massiv kritik, og Mastodons trommeslager Brann Dailor har været ude at eksplicitere, at videoen ikke skal tages så seriøst og højtideligt, som det er tilfældet. Nu giver en af danserne, en kvinde ved navn Jade, også svar på tiltale og fastholder, at videoen på ingen måde havde underliggende racistiske eller sexistiske hensigter.

"Hvis du læser interviewet, hvor bandet siger, at vi havde det sjovt med hinanden, og ikke for det mandlige blik, så kan jeg fortælle, at han har fuldstændig ret," skriver hun på Tumblr og fortsætter: "Min anden veninde, som er det bedste konglomerat af alle dansere, der var der – pole-dancer, stripper, ph.d. i kvindelitteratur og danseinstruktør – kunne være arketypen på, hvad det her var. Forskellige kvinder, det havde det sjovt med hinanden."

Brann Dailor får altså nu opbakning af en af de involverede danserinder, men spørgsmålet er, om denne opbakning er nok til at overbevise kritikerne om, at de omdiskuterede bagvedliggende sexistiske og racistiske undertoner ikke er til stede. Bedøm selv, hvorvidt videoen indeholder ovenstående elementer herunder:

ANNONCE