Nyhed

Metallica ville fyre Lars Ulrich

Ifølge ny biografi fra Anthrax-guitarist Scott Ian skulle Ulrich have været ude af bandet i 1986

Anthrax-guitarist Scott Ian har netop udgivet sin selvbiografi "I'm The Man", og deri mindes den fipskæggede forsanger blandt andet en episode fra 1986, hvor vores alle sammens danske verdensstjerne, Lars Ulrich stod til at blive fyret som trommeslager i Metallica.

I 1986 var Anthrax supportnavn for Metallica på tour i Europa i kølvandet på "Master Of Puppets", og pludselig en aften under en fest i London havde Ian sammen med et par andre bandmedlemmer en alvorlig samtale med guitarist Kirk Hammett og daværende bassist Cliff Burton:

– Pludselig blev Cliff og Kirk meget seriøse. Og de fortalte os, at når de kom hjem fra touren, havde de tænkt sig at fyre Lars. De sagde, at de ikke kunne holde ud at være i band med ham længere, og at de var færdige med at finde sig i ham. Jeg vidste godt, der var problemer mellem Lars og nogle af de andre bandmedlemmer, men der er problemer i alle bands. Og de plejer at løse sig selv, skriver Ian og fortsætter.

– Cliff forklarede planen: "Vi tre er helt enige. Når vi kommer hjem fra touren, skaffer vi os af med Lars, selv hvis det betyder, at vi ikke kan hedde Metallica længere." De troede, Lars ejede bandnavnet på en eller anden måde.

Ifølge Ian ændrede planerne sig dog, da Cliff Burton døde i en busulykke på samme tour. Derefter besluttede bandet sig for, at de ikke kunne holde til at miste to bandmedlemmer og besluttede sig for at beholde Ulrich – og dermed sikre vi danskere en snert af nationalfølelse, når vi hører "Enter Sandman". 

– Jeg spurgte James, hvad der skulle ske med Lars-situationen, og han sagde: "Vi kan ikke fyre ham nu. Vi kan ikke miste to medlemmer. Vi er nødt til at finde en ny bassist. Det sidste, Cliff ville have, var at vi holdt op med at spille musik."

Ian har dog siden nedtonet historien og i interviews med blandt andre radiostationen Kilo 943 sagt, at han ikke for alvor troede, Metallica ville fyre Ulrich, når det kom til stykket. 

Så er det heller ikke sikkert, "One" havde lydt, som den gør herunder: 

 

 

ANNONCE