Nyhed

Röyksopp udgiver deres sidste album

For femte og sidste gang udgiver den norske duo et album, som snart er på gaden

Den norske elektroniske duo Röyksopp har offentliggjort, at de kommer med deres sidste udspil i rækken, når det gælder albumudgivelser. Det femte og sidste album hedder "The Inevitable End" og bliver frigivet den 11. november.

Röyksopp har endnu engang samarbejdet med sangerinden Robyn, som de blandt andet gjorde på det seneste album "Do It Again" fra maj måned i år, et album, der blev anmelderrost af GAFFA.

Allerede seks måneder efter "Do It Again" er duoen klar med et nyt album, som også bliver det sidste. 


Röyksopp består af Torbjørn Brundtland og Svein Berge og kender hinanden helt fra skoletiden, hvor de også eksperimenterede med elektroniske instrumenter tilbage i 90'erne. Albummet er ifølge bandet det mest personlige fra gruppen nogensinde. Svein Berge udtaler:

"Med "The Inevitable End" har vi flyttet os til et mørkere emne med vægt på det lyriske indhold. Den oprigtige tilgang føles både meget personlig, oprigtig og overbevisende".

Torbjørn Brundtland tilføjer: "Med dette album blev det klart, at vi ønskede at lave et album i klassisk stil, selvom det bliver det sidste album, vi laver."


Efter at have lavet fem studiealbum sammen er det tid til at gå nye veje: "Vi føler, at dette er et farvel til det traditionelle albumformat," forklarer Svein Berge og fortsætter: "På vores fortløbende albums har vi været i stand til at sige og gøre, hvad vi ville med lp'en. Vi kommer ikke til at stoppe med at lave musik, men albumformatet som sådan er det sidste fra os."

Det kommende album laves i samarbejde med Jamie Irrepressible, Ryan James (Man Without Country), den norske sangerinde og sangskriver Susanne Sundfør, som blandt andet har sunget kor for Björk, og som tidligere nævnt Robyn.

Du kan se tracklisten for "The Inevitable End" her:


  1. Skulls 
  2. Monument feat. Robyn (T.I.E. Version) 
  3. Sordid Affair  (Ryan James, Man Without Country) 
  4. You Know I Have To Go (Jamie McDermott, The Irrepressibles)
  5. Save Me (Susanne Sundfør)
  6. I Had This Thing (Jamie McDermott, The Irrepressibles) 
  7. Rong (Robyn)
  8. Here She Comes Again (Jamie McDermott, The Irrepressibles) 
  9. Running To The Sea (Susanne Sundfør) 
  10. Compulsion (Jamie McDermott, The Irrepressibles)
  11. Coup de Grace
  12. Thank You 

 Hør åbningsnummeret "Skulls" på det kommende album i nedenstående video:

ANNONCE