Nyhed

Hvem sidder på tronen på den danske hitliste?

Traditionen tro tager vi et kig på ugens hitlister for albums, tracks og streams

Ugen er ved at rinde ud, og det er i dag fredag og dermed dagen for offentliggørelsen af de danske hitlister. Igen i denne uge ser vi nærmere på toppen og ugens nyheder.

I denne uge er der ingen ændringer på hitlistens førsteplads, da Tina Dickow med den fløjlsbløde stemme og sit nye album "Whispers" indtager endnu en uge på tronen. Den danske sangerinde havde dog i sidste uge hård konkurrence fra Ariana Grande med albummet "My Everything", som indtog listens andenplads. Netop dette album er dumpet helt ned på listens 11. plads, i en brandvarm sandwich mellem Christopher og Coldplay. Andenpladsen er blevet overtaget af Kira Skov og Marie Fisker med albummet "The Cabin Project" (billedet), en nyhed, og hitlisteveteranen Rasmus Seebach bevarer sin tredjeplads fra sidste uge med albummet "Ingen Kan Love Dig I Morgen".

Maroon 5 har med deres spritnye album "V" indtaget listens fjerdeplads, mens Mike Andersen med albummet "Home" ånder Adam Levine i nakken på femtepladsen. Begge de to album er nyheder på hitlisten. En markant fald viser sig ved det faktum, at Christian Hjelm med sit nye album "Vaskeægte" er dumpet ned på en sekstendeplads, hvor han i sidste uge var at finde på listens syvendeplads. Slowhand, bedre kendt som Eric Clapton er til stadighed at finde på listen, men nu nede på en sjetteplads.


Tracklistens førsteplads blev i sidste uge erobret af den danske popprinsesse Medina med nummeret "Giv Slip", men det har Barbara Moleko, eller måske rettere hendes fans, ikke villet acceptere i denne uge. Barbara Moleko har nemlig sat sig på tronen med sin coverversion af Anne Dorte Michelsens/Tøsedrengenes hit "Indianer". Barbara Moleko er i skrivende stund aktuel i tv-programmet "Toppen Af Poppen" og har her imponeret med ovenstående fortolkning og coverversion. Nummeret fortjener helt sikkert et lyt.

Streaminghitlisten toppes af Djämes Braun og "Fugle", og det mest spillede nummer på de danske radioer er Meghan Trainors "All About that Bass".

Hør Barbara Molekos fortolkning af nummeret "Indianer" herunder:

ANNONCE