Nyhed

Ny festival på vej til Odense

Ligesom Aarhus, Roskilde og Skanderborg har sin egen festival, så vil Odense også lege med de store drenge og lave en rockfestival

Næste sommer vil listen over danske musikfestivaler blive endnu længere, end den er i forvejen, når Odense præsenterer en ny festival. Det er Odense Kommune, der er initiativtager til festivalen, der bliver afholdt for første gang i sommeren 2015 i Tusindårsskoven, et 74.000 kvadratmeter park- og skovområde i nærheden af Odense centrum. 

Ambitionerne for den nye rockfestival er store og arrangørerne bag ser, at den bliver en af landets største på længere sigt.

"Det er ambitionen, at festivalen skal have så høj kvalitet og så attraktivt et program og setup, at den på få år kan blive en af landets allerstørste og være med til at markere Odense som en storby med et meget stærkt kulturudbud," siger Odenses borgmester Anker Boye.


Den kommende festival vil minde om NorthSide i Aarhus, da der ikke vil være et omkringliggende campingområde. Dermed må gæsterne selv finde et sted og sove branderten ud. 

Siden Midtfyns Festival gik konkurs i 2004 har Fyn kun været hjemsted for mindre festivaler, men nu vil øen igen spise kirsebær med de store, og by- og kulturrådmand Jane Jegind ser frem til introduktionen af festivalen.

- Vi glæder os til festivalen, som i høj grad skal involvere det lokale forenings-, kultur- og erhvervsliv og dermed skabe blivende værdi for byen, fortæller hun.


For at muliggøre festivalen, skal et større projekt igangsættes. Tilkørselsforhold til området skal forbedres, vejene skal istandsættes og udbygges. Der er tale om en investering for byen, hvorfor kommunen er trådt ind, og samtidig vil det i sidste ende også gavne andre aktuelle arrangører.

Bor du i omegnen eller vil gerne prøve en ny festival, hvor der er plads til en masse glade festivalgæster, så kan du i den grad se frem til næste sommer, hvor du kan rocke i Tusindårsskoven.

ANNONCE