Nyhed

Odenses nye festival hedder...

Festivalen har nu fået sit navn, og samtidig er arrangørerne offentliggjort – blandt andet folk fra NorthSide

Kampen mellem David og Goliat genopstår, når Odenses nye festival, som har fået navnet Tinderbox åbner. Efter et pressemøde på Odense Rådhus er det netop blevet offentliggjort, at Tinderbox i Odense er skemalagt til at løbe af stablen den 26-28. juni, hvilket karambolerer med Roskilde Festivals to første dage.

Tinderbox Festival har dog et bedre udgangspunkt, end David havde imod Goliat, da den har nogle store medarrangører i ryggen. Her er der tale om bookingselskabet Beatbox, den tyske koncertarrangør FKP Scorpio og sidst, men ikke mindst den aarhusianske succes NorthSide Festival. FKP Scorpio har haft stor andel i Northsides succes, da de hjælper med at booke de respektive kunstnere. FKP Scorpio står også bag Sveriges største festival Brävalla, som sidste år fik besøg af navne som Kanye West, Iron Maiden og Kings of Leon.

Ifølge Brian Nielsen fra NorthSide, citeret af Fyens.dk, vil Tinderbox ikke hvile på laurbærrene, når det kommer til spørgsmålet om, hvilke navne der skal bookes. Navnene er endnu ikke offentliggjort, men Brian Nielsen forsikrer festivalgæsterne om, at man vil få fingrene i nogle af verdens allerstørste kunstnere. Der er altså tale om dyre navne og musik, der rammer et bredt publikum.


Målsætningerne er skyhøje, og inden for få år higer man efter at nå halv Roskilde-størrelse. Til åbningsfestivalen næste år satser man på et fremmøde fra 25.000 øldrikkende og musikelskende festivalgæster, og i perioden fra 2016-2019 regner man med, at antallet vil stige til 45.000.    

Tinderbox' musikbudget er ifølge Politiken.dk estimeret til 40 millioner danske kroner, imens Roskilde Festivals budget er anslået til omkring 45-50 millioner kroner.

Tinderbox er altså en festival, der ifølge arrangørerne er kommet for at blive. Vi må vente et år på at finde ud af, om Tinderbox' første stenskud fra slyngen kan konkurrere med Roskilde Festivals sværd og rustning.


ANNONCE