Nyhed

Se dobbeltgængerne Will Ferrell og Chad Smith fortolke Rolling Stones

Det er ikke længe siden, at komikeren og trommeslageren kæmpede om magten over trommerne – nu laver de covernummer sammen

Sidst verden blev velsignet med rivaliseringen mellem komikeren Will Ferrell og hans dobbeltgænger, Red Hot Chilli Peppers' trommeslager Chad Smith, var på "The Tonight Show", hvor de fik verden til at gå i latterkrampe over deres såkaldte "drum off." Nu slår det morsomme makkerpar pjalterne sammen igen, men denne gang arbejder de sammen. Se deres nyligt offentliggjorte coverversion af Rolling Stones' "Honky Tonk Women" nederst på siden med Ferrell på koklokke og Smith på trommer. 

I maj gæstede Red Hot Chili Peppers' trommeslager Chad Smith og komiker/skuespiller Will Ferrell "The Tonight Show With Jimmy Fallon", hvor de afviklede en længeventet trommeduel. Iført matchende sorte læderjakker, Kiss-T-shirts, sneakers og blå kasketter satte Smith og Ferrell sig i sofaen for at fortælle historien om deres uvenskab til Fallon, hvorefter de indtog scenen og battlede på livet løs i, hvad der må være historiens mest omtalte trommerivalisering. Videoen er i øvrigt blevet set mere end 24 millioner gange på YouTube.

Denne trommeduel gav fans lyst til mere fra de to, i dette tilfælde, kamphaner. Der skulle ikke gå længe, før ønsket gik i opfyldelse. Rivaliseringen er lagt på hylden, og de optræder nu i forenet front med Rolling Stones-nummeret "Honky Tonk Women". Samarbejdet blomstrede som led i Will Ferrells Cancer For College-kampagne på Seattles University Of Washington campus. Her rockede makkerparret det klassiske nummer i selskab med den til lejligheden sammensatte all star-gruppe I Pissed My Pants alias countrysanger Brandi Carlile, Pearl Jams guitarist Mike McCready, Guns N' Roses' tidligere bassist Duff McKagan på guitar og bassist Stefan Lessard fra Dave Matthews Band.    


Chad Smith skabte tidligere på måneden opmærksomhed omkring det nyligt afviklede event, da han postede denne besked på Facebook: "Will Ferrell påstår, at han kommer til Seattle den 19. september. Jeg vil vædde på, at han blærer sig med sin såkaldte drum-off-sejr. Jeg bliver nok nødt til være der, så jeg kan slå tingene fast én gang for alle. Den eneste måde, du med sikkerhed kan vide, hvad der sker, er ved at komme og se det med dine egne øjne."

Også Will Ferrell pustede ild til rivaliseringen inden begivenheden i Seattle: "Det kan være for hårdt for publikum at se, så det kan godt være, det kun bliver en enkeltstående event. Mennesket tog kun til Månen en enkelt gang, ikke? Det her kan være begyndelsen på en rivalisering, som vil fortsætte, indtil verden går under."

Se Will Ferrell og Chad Smiths coverversion af "Honky Tonk Women" hos Rolling Stone 


 

 

ANNONCE