Nyhed

Tidligere Primal Scream-guitarist død

Robert Throb Young er død i en alder af 49 år

Robert "Throb" Young, tidligere guitarist i det skotske band Primal Scream, er død. En talsmand fra bandet fortæller til The Guardian, at Robert "Throb" Young ikke længere er i blandt os. Politiet har også verificeret hans død.

Talsmanden fortæller: "Politiet blev tilkaldt for at rapportere om en mand, der lå død i sin lejlighed i Hove, klokken tre om eftermiddagen. Vedkommende er blevet identificeret som Robert Young, 49, fra Hove. Dødsårsagen bliver ikke betragtet som mistænkelig."

Robert "Throb" Young kom med i Primal Scream i 1984 og gik ud i 2006 grundet personlige problemer. Han medvirkede på alle gruppens plader i den mellemliggende periode, blandt andet de meget roste og velsælgende "Screamadelica" (1991), "Vanishing Point" (1997) og "XTRMNTR" (2000).


Forskellige personligheder og folk tæt knyttet til Young har udtrykt deres kondolence og dybe sorg igennem det sociale medie Twitter. Bobby Gillespie, Andrew Innes og de resterende medlemmer af Primal Scream tweetede følgende: "Vi har mistet vores kammerat og bror Robert Young. En smuk mand med en dyb sjæl. Han var et uerstatteligt talent og meget anerkendt og respekteret blandt sine bekendte(…) Han var en sand rock 'n' roller. Han gik hele vejen. Han havde "hjerte og sjæl" tatoveret på sin arm, men helt sikkert også i sit hjerte. Engang sagde han til mig 'Når vi går ud på den scene, så er det en krig mellem os og publikum'. Han bevarede altid den attitude. Vores kærlighed og tanker går ud til hans sønner Brandon og Miles og deres mor Janes, hans kone Rachel, og hans nærmeste familie."

I Robert "Throb" Young har verden mistet en yderst talentfuld guitarist og stor personlighed. Dette kan du mindes i videoen herunder i nummeret "Rocks" fra 1994:


 

ANNONCE