Nyhed

Christopher gæster Grøn Koncert

Den danske popsanger vil være om bord på den grønne karavane til sommer

Christopher vil være om bord på den grønne karavane til sommer og vil således spille en række koncerter rundt omkring i landet på Grøn Koncert. "Det er den største festival, du kan være en del af," udtaler han i en pressemeddelelse. 

"At det er i otte forskellige byer og med så mange mennesker hvert sted gør, at man kommer ud til sindssygt mange. Og så er det bare nogle kæmpestore navne, der er med. Så det er virkelig fedt at føle, at man er en del af toppen af dansk musik. Jeg synes, det er et meget, meget fint selskab at være en del af, og det er en kæmpe fornøjelse at få lov at være med," fortsætter han begejstret og refererer til navnene som Oh Land, Turboweekend, Tina Dickow og Søren Huss, der allerede er skrevet på plakaten. Koncerten bliver, ifølge Christopher, et festfyrværkeri, der ikke vil byde på mange sjælfyldte ballader: "Masser af power – publikum får ikke lov til at hvile. Det bliver syng-med-og-smid-jeres-hænder-op!"

Selvom karavanen bevæger sig rundt i alle afkroge af det danske land, ser Christopher særligt frem til ét sted på ruten: "Jeg er jo københavnerdreng helt ind til knoglerne, og det er altid anderledes at være på hjemmebane. Jeg ved, at alle mine venner og min familie vil stå dernede og kigge, og så får den lige ubevidst fem procent ekstra. Jeg prøver selvfølgelig altid at give den hundrede procent, men det er som om, man får noget foræret, når solen skinner i København," fortæller han. 


Om solen kommer til at skinne i København er endnu uvist, men ruteplanen er fastlagt:

16/7: Kolding

17/7: Randers


18/7: Aarhus

19/7: Aalborg

23/7: Esbjerg


24/7: Odense

25/7: Næstved

26/7: København


Du kan finde alle offentliggjorte navne her, og indtil da kan du varme op med nummeret "CPH Girls":

 

 

 


ANNONCE