East India Youth: Ikke bare en elektronisk kunster

William Doyle aka East India Youth og jeg har aftalt at mødes på Blågårdsgade til en snak og en kop kaffe. Han træder ind på Harbo Café i ægte britisk gentlemanstil og udstråler sympati i sit nystrøgede, mørkeblå jakkesæt. Han fortæller entusiastisk, at han er i godt humør, fordi et interview mellem ham selv og hans største idol Brian Eno udkommer i The Guardian i dag.

Enos instrumentale indflydelse på det atmosfæriske univers, som præger East India Youth, er ikke til at tage fejl af. Doyle har brugt to år på sit seneste album "Culture Of Volume", som udkom i denne måned. Han første album "Total Strife Forever" kan beskrives som eklektisk elektronik, og samtidig er hans musik blevet sammenlignet med blandt andet David Bowies. Doyle er, uden tvivl, en unik 24-årig karakter, hvilket man nemt kan høre i måden, han leger med genrene på. Vi sætter os til rette, før vi begynder at grave ned i hans musikalske hemmeligheder.  

Da du begyndte at lave musik, havde du så en forestilling om, at du ville være, hvor du er nu?

- Jeg havde ikke engang troet, at jeg kunne gøre det til mit arbejde. Jeg har lavet musik, siden jeg var omkring 13-14 år gammel. Jeg spillede både på elektrisk guitar og violin. Så snart jeg havde guitaren, begyndte jeg at skrive sange.

Sange om hvad?

- Dengang var det noget forfærdeligt vrøvl!

Hvilket musik lyttede du til, da du var teenager?

- Klassisk musik, men også Michael Jackson. Jeg plejede at hugge min søsters cd'er: Linkin Park, Green Day og andre frygtelige bands. Det eneste gode, hun havde, var Radioheads "OK Computer". Det var første gang, jeg virkelig blev imponeret over noget musik, og det var albummet, som ledte mig i den rigtige retning.

Vidste du med det samme, at du var musikalsk?

- Ingen i min familie er, så nej. Jeg kan bare huske, jeg brugte tomme is-bøtter som trommer! Og så gik jeg rundt i huset og sang i samme stil som Michael Jackson, men fandt bare på mine egne ord. Jeg gjorde virkelig mit bedste for at være ligesom ham. Ja, det var vel sådan det hele startede.

Hvordan endte du så med at lave elektronisk musik?

- Før min solokarriere var jeg forsanger og guitarist i et indieband, men jeg lavede elektronisk musik for sjovt ved siden af. Jeg indså, at jeg foretrak at arbejde på den måde. Det føltes mere ekspressivt. Da bandet så faldt fra hinanden, gik jeg igennem min iTunes og fandt ud af, at jeg alene havde nok materiale til et album. Så flyttede jeg til London for virkelig at kunne gå i gang. Der mødte jeg John Doran fra "The Quietus" (musik-hjemmeside, red.), som så startede et pladeselskab og udgav min første ep "Hostel". Ting begyndte at ske, og jeg blev kontaktet af andre pladeselskaber. Mit første album "Total Strife Forever" blev udgivet af Stolen Records, og det andet album "Culture of Volume" blev udgivet af XL.     

Hvordan adskiller de to albums sig fra hinanden?

- Det første er virkelig instrumentalt! Det lyder også som om, jeg har lavet det derhjemme.

Har du det?

- Ja, jeg laver alt derhjemme. Jeg elsker den frihed, man har, når man arbejder hjemmefra. Det nyeste album er mere poppet og vokalpræget.

Gik du bevidst i en anden retning med det nye album?

- Nej, jeg var overbevist om, at "Culture of Volume" ville være et instrumentalt værk uden nogle vokaler. I takt med at mine liveshows udviklede sig, groede min stemme også. Det fungerede at have vokal ind over min musik, når jeg gik på scenen. Jeg besluttede mig for at inkorporere det i min plade.

Hvad handler dine sange om nu?

- Jeg tænker ikke på temaet. Jeg fokuserer på at skabe en atmosfære med ord. Forhold eller steder påvirker selvfølgelig min musik, men det er ikke, hvad jeg skriver om.

Når jeg hører din musik, forestiller jeg mig, at jeg går en tur gennem skoven og kigger på fremtidig popkunst. Når du lytter til dine egne albums, hvad tænker du så?

- Jeg tænker "det her er forfærdeligt"! Jeg joker! Jeg prøver at lade være med at lytte til min egen musik. Når man har brugt to år af sit liv på at lave det, gider man ikke høre det. Når det hele er mastered og coveret er færdigt, lytter jeg måske til pladen én gang, alene. Og så gemmer jeg den væk! Jeg vil aldrig kunne dissociere musikken fra processen, den har været igennem. Det er meget mere interessant for folk at høre musik, de ikke ved, hvordan er kommet til live. Jeg håber bare, at lytteren kan skabe sig billedlige forestillinger.

Du har sagt, at du savner et ansigt på elektronisk musik. Kan du uddybe?

- Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde sagt det!

Jeg ved, at mange kunstnere inden for elektronisk musik er usynlige. Hvorfor tror du, det er sådan?

- For nogle kunstnere giver det mening at forblive i baggrunden. For min musik giver det mening, at folk ved, hvem der står bag. Men EDM kulturen fx, handler mere om interaktionen mellem musikken og publikummet. Der er selvfølgelig også dj's, som forvandler oplevelsen til kun at handle om dem.

For mig handler mange elektroniske liveperformances om det fællesskab, musikken skaber på dansegulvet.

- Ja, helt sikkert – og det er også derfor, jeg ikke er en elektronisk kunster i den traditionelle forstand. Nogle gange kalder folk mig for producer. Det er jeg ikke! Jeg er sangskriver, som laver elektronisk baseret musik, som jeg stræber efter skal lyde poppet. For mig handler det at kombinere forskellige genrer på interessant og uforudsigelig vis.

Hvad gør du, når du mangler inspiration?

- Der er ingen tricks. Jeg bliver bare ved med at skrive. Det er det mest frustrerende, deprimerende i verden, men man skal bare blive ved. Giv aldrig op, for efter det, kommer der et punkt, hvor alt bare skriver sig selv.

Hvad lytter du til for tiden?

- Robyn Hitchcock er en engelsk sangskriver, og jeg er helt vild med hans album "I Often Dream Of Train". Ought er et nyt band fra Canada og deres eneste album er "More Than Any Other Day". De lyder som tidlige Talking Heads! Og så lytter jeg til mine venner, som kalder sig selv for Teeth Of The Sea. Album, jeg lytter til hedder "Master" og er instrumentalt, men progressivt.

Hvor finder du ny musik?

- Enten gennem anbefalinger eller også gennem "The Quietus"-hjemmesiden.

Hvis din musik var en roman, hvad ville plottet så være?

- Min musik er Haruki Murakamis næste roman! Jeg læste en af hans bøger, da jeg var på turné i Japan. Det er den underligste oplevelse at optræde for et japansk publikum. De var musestille. Da jeg stod backstage, anede jeg ikke, om der var mennesker! Men salen var fyldt. De klappede efter hver sang, men ud over det lyttede de opmærksomt.

Bliver du nervøs, når du skal optræde?

- I Japan var det årets første show med nyt udstyr. Jeg var virkelig nervøs! Nu er jeg ikke mere. Jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente på Jazzhouse i aften. Det er mit første rigtige show i København.

Doyle efterlader en lille hjemmelavet melodi på mit Garageband, før han tager videre for at møde sin lydtekniker. Kig forbi Jazzhouse i København i aften kl. 22 for at give den unge englænder en fed oplevelse i Danmark – og selvfølgelig også for at høre East India Youth live.

Se musikvideoen til "Hinterland":