Den rødhårede brite passerer en milepæl på Spotify som blot anden kunstner nogensinde
Ed Sheeran har været et svært uomgåeligt navn i den internationale musikverden de seneste år. Nu kan han imidlertid også kalde sig medlem af en, indtil videre, ganske spektakulær klub. Den karismatiske sanger og sangskriver har nemlig rundet to milliarder afspilninger på Spotify, skriver tjenesten i en pressemeddelelse. Det enorme tal havde indtil i dag været forbeholdt Eminem, men nu har han altså fået selskab af Ed Sheeran.
Med blot to album i bagagen må det siges, at Sheeran virkelig har manifesteret sig som en af de mest populære musikere i nyere tid. "At Ed når to milliarder streams på blot to album er en fænomenal præstation. Dette eksemplificerer ikke bare hans tidløse lyd og den eksplosive øgning af hans fanbase, men demonstrerer også, hvordan god musik kan få fremgang på alle platforme", siger Mark Mitchell, der er general manager hos Ed Sheerans pladeselskab, Atlantic Records.
Siden Ed Sheeran udgav sit debutalbum "+" tilbage i år 2011, har han ikke set sig tilbage. Albummet lå nummer et på hitlisterne i både USA og England, men var blot en forsmag på den succes, der var i vente for musikeren. Sidste år kom han med opfølgeren "x", hvilket udover at give endnu større hitlistesucces også var en stor medvirken til, at Sheeran blev den mest streamede kunstner på Spotify dét år. Du kan læse GAFFAs anmeldelser af de to udgivelser her.
Se Ed Sheeran i musikvideoen til sangen "Don't" nedenfor: