Nyhed

Grafik: Se fyrre års musikforbrug – fra vinyl til stream

Tal fra den amerikanske pladeindustri viser udviklingen i musikforbruget

Det har længe været offentlig kendt, at der er sket et paradigmeskift i måden, vi køber og lytter til vores musik på. Nu er amerikanske Digital Music News gået tæt på officielle tal fra RIAA, det samlede forbund for den amerikanske pladeindustri, og har kogt det ned til en 41 sekunders lang grafik over det amerikanske musikforbrug gennem 41 år.

Mest interessant er det, at betalingsabonnenter fra streamingtjenester som for eksempel Spotify, WiMP og Tidal kun står for omkring 11 procent af det samlede forbrug. Tallene viser også, at streaming uden abonnement heller ikke bidrager nævneværdigt til indtjeningen hos pladeselskaberne. En indikator for, at der er længere vej end som så, før disse tilbud overtager herredømmet i musikbranchen. Det digitale marked står dog stadig for mere end halvdelen af det samlede forbrug, med blandt andet salget af single- og albumdownloads på mere end en tredjedel, der ikke ser ud til at svinde helt ind lige foreløbig.

Billederne viser derudover, hvorledes vinylsalget tabte terræn til kassettebåndet allerede fra 1982 af, og hvordan det først for nyligt er begyndt at stige igen i salget af lp'er, sådan at de nu er oppe på at udgøre næsten fem procent. Derudover fremgår det af tallene også, at cd'ens dominans toppede tilbage i 2003 med en markedsandel på over 95 procent af det totale salg, hvorefter handlen sidenhen som bekendt er faldet drastisk. Cd'erne står således for omkring en fjerdedel af det samlede forbrug, blot tolv år efter dens totale dominans.


Mere kuriøst og til den spøjse side viser det sig, at salget af ringetoner i 2008 faktisk stod for stort set samme andel af forbruget, som betalingsabonnementer gør den dag i dag. Så det var måske mere almindeligt end som så, hvis man havde Crazy Frog til at ringe for én engang.

ANNONCE