Kenton Slash Demon med flere spiller op under natteravnene til årets festival
Tisvildelejefestivalen Musik i Lejet offentliggør to nye navne, som skal spille på årets festival fra d. 16-18. juli. Det sker i forbindelse med festivalens nye koncept: Natkoncerter. Formålet er at kæle lidt ekstra for det elektronisk-elskende publikum og gøre natten endnu mere dansevenlig, skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Kenton Slash Demon er et af de to nye navne, Musik i Lejet i dag offentligør. Den elektroniske duo, der især er kendt for numrene "Sun", "Matter" og "Deamon" medbringer nye beats, og til at akkompagnere sig har de den visuelle kunstnertrio Dark Matters, der vil sørge for skræddersyede visuals til sættet.
ThrKngs, som har rødder i rock, elektronisk og fusionsjazz, består af Phong Minh og Tom Budiansky og har tildligere optrådt på festivalen. Nu er de tilbage med albummet ThrKngs og er klar til at fyre op for strandfesten.
Dj-kollektivet Av Av Av, der allerede er annonceret, giver også en natkoncert.
Musik i Lejet har ganske vist rådet over en scene til natbrug siden 2011, men egentlige natkoncerter er noget nyt for non profit-festivalen, der drives og udføres af frivillige.
De resterende offentliggjorte navne til Musik i Lejet 2015 er Vinnie Who, Hymns from Nineveh, Jacon Bellens med band, Kwamie Liv, Bikstok, Kentaur, The Attic Sleepers, The Minds of 99 og Rangleklods.





