Efter 15 år splitter Johnny Solinger med gruppen
Skid Rows forsanger igennem 15 år, Johnny Solinger, har forladt bandet. I et opslag på Facebook skriver han:
"Jeg har valgt at forlade Skid Row for at forfølge en solokarriere. De sidste 15 år har været en fantastisk oplevelse, og jeg har været taknemmelig for at være forsanger i et af de mest prominente bands i 1990'erne, at dele scene med bands som Aerosmith, Bon Jovi og KISS, og optræde foran millioner verden over. Jeg ønsker Skid Row al held og lykke fremover."
Ifølge Dave "Snake" Sabo og Rachel Bolan er Solingers udmelding dog ikke helt sand, da resten af bandet besluttet at droppe ham som forsanger og bandets frontmand. Som band kunne de ikke forenes, og de følte, at Solinger og resten af bandet gik i hver sin retning, udtaler de til radioprogrammet Eddie Trunk Live.
Mange fans har allerede spekuleret i og håbet på, at der med Solingers exit ville blive mulighed for en reunion med bandets tidligere forsanger Sebastian Bach, men dette er allerede blevet afkræftet. Bandet meldte ud i samme radiointerview, at Skid Rows nye forsanger og frontmand bliver Tony Harnell, der tidligere har været forsanger for TNT:
"Rachel og jeg har kendt Tony i rigtig, rigtig lang tid, og vi har altid beundret ham som sanger og som frontmand. Han er en rigtig fin fyr", fortæller bandets guitarist Dave Sabo.
Bolan havde tilsyneladende mødtes med Harnell sidste jul, og da det gik op for dem, at Solinger ikke længere passede ind i Skid Row, var det åbenlyst for dem at hive fat i Harnell:
"Han virkede bare som et naturligt match", fortæller Bolan: "Vi kom i kontakt med ham, og han var klar på det, og vi var klar på det. Vi mødtes, vi spillede nogle sange. Det lød godt. Vi lavede nogle indspilninger sammen, og det var bare... Wow! Det her er fedt, det lyder bare som et naturligt match. Og vi er glade... Vi er glade for at have ham om bord"
Tony Harnell var med det samme klar på det nye samarbejde, og fortæller i en pressemeddelelse på bandets facebookside:
"Jeg er så spændt og beæret over at være en del af så fedt et band med en så fantastisk arv og hær af trofaste fans. Drengene (Bolan og Sabo, red.) og jeg har kendt hinanden i mange år, og det virkede bare som et naturligt match. Jeg ser frem til at komme ud og spille live sammen med dem og være med til at lave ny musik og skabe en fremtid sammen. Det er tid til at rocke!"
Hør et bandets mest populære numre "18 and Life" fra 1989 – dog med Sebastian Bach på vokal: