Soundtracket bag Idealisten: Musikken kom før filmen

"Idealisten" er Christina Rosendahls nyeste og aktuelle spillefilm, som er en autentisk skildring af Poul Brinks lange, journalistiske rejse, som resulterede i afsløringen af Danmarks medspil i en af verdens alvorligste atomvåbenulykker. I 1968 styrter et amerikansk B-52 bombefly, lastet med brintbomber, ned ved Thulebasen i Grønland. I 1988 bliver DR's radiojournalist, Poul Brink, kontaktet af en tidligere Thulearbejder, som hævder, at oprydningen af Thulebasen har ført til flere kollegaers dødsfald og kræftsygdomme. Da Brink begynder at undersøge sagen, bliver han mødt af regeringens løgne og fortielser om flystyrtet.

Komponisten Jonas Struck, som også har stået for musikken til filmene "Spies & Glistrup" og "9. april", har været med til musikalsk at skildre Brinks indre rejse, frustration og stædighed i en tid, som var repræsenteret af den kolde krig og paranoia. GAFFA er blevet inviteret ind i Strucks studie på Frederiksberg for at tale med Struck og Rosendahl om, hvordan elektronisk musik er med til at bygge en films identitet, og om fordelene ved at bidrage med et score før selve filmoptagelserne går i gang.

Vil I fortælle lidt om, hvordan projektet startede?

Rosendahl: – I 2003 inviterede min veninde Ane Mandrup mig på frokost på Lumskebugten. Brinks bog, som filmen er baseret frit på, lå på min tallerken. Ane ville vide, om der var en film i bogen, så jeg gik hjem og læste den. Bogen var ikke til at slippe. Selvom vi kender til politiske konspirationer fra andre lande, var det hårrejsende jo, at dette også skete i Danmark. Da vi prøvede at komme i kontakt med Brink, fik vi at vide, at han var død året forinden. Vi fik fat på hans spanske enke, som gav os lov til at købe filmatiseringsrettighederne. Vi gik i gang med at lave filmen i 2008.

Vidste du med det samme, at Struck skulle stå for filmens musik?

Rosendahl: – Jonas og jeg har haft hinanden på radaren, siden han spillede med min søster, Pernille Rosendahl, i Swan Lee. Tilbage i 2001 lavede jeg "Stjernekigger", som er en dokumentar om bandet. Der fik vi etableret vores eget sprog, da jeg konstant var med i bandbussen. Dokumentaren var første gang, Jonas lavede et score, hvor der ikke var vokal på. Det var åbenlyst, at vi skulle arbejde sammen om "Idealisten".

Struck: – Mine tidligere scores har et tidsløst, melankolsk lag over sig. Med "Idealisten" var det første gang, jeg rodede med noget elektronisk. Vi dykkede ned i tidsperioden 1988-1995 for at finde ud af, om der var nogle fællesreferencer i musikken. Vi prøvede hele tiden at finde ud af, hvor de lyde, som vi ville dække, gemte sig henne.

Havde I allerede en specifik lyd i tankerne, før I gik i gang med at lave filmen?

Rosendahl: – Jonas lavede hele scoret til filmen, inden vi gik i gang med optagelserne.

Struck: – Jeg skrev ud fra, at det ikke var hårdt for Brink at bruge ti år af sit liv på at komme til bunds i Thulesagen. Det elektroniske up-beat var med til at skildre Brinks stædighed og fremdrift. Det fede var, at jeg ikke kom ind til sidst, når filmen allerede var klippet. Det låser komponisten ikke at få lov til at være med inde over hele processen. Efter nogle møder om tidsperioden og lydreferencerne gik jeg bare i gang med musikken. I nogle tilfælde blev Christina inspireret af musikken og ikke omvendt – det var rigtig fedt.

Hvorfor tror I, musikken har været så afgørende i denne film?

Struck: – Den er afgørende i alle film. Pauserne er afgørende. Manglen på musik er afgørende. I dette tilfælde var musikken med til at binde de dokumentariske klip sammen med de nutidige klip.

Det indre og det ydre

Musikken repræsenterer både Brinks indre rejse og tidernes politiske stemning. Hvilke tanker gjorde I jer for musikalsk at skildre det indre og det ydre?

Rosendahl: – Filmen er subjektivt fortalt, selvom den har et historisk, komplekst plot. Vi skulle derfor komme filmisk ind i hovedet på Brink. Det gjorde vi blandt andet via hans høretelefoner, som man konstant ser ham med. Hver gang han lyttede til noget, kunne vi klippe research, han forestillede sig, ind.

Struck: – Jeg arbejdede med musikken i et helt år. Det er usædvanligt. Siden jeg kommer fra at skrive sange til Swan Lee, elsker jeg melodier og den gamle, romantiske filmtradition af komponister. Ved mange af scenerne i "Idealisten" blev jeg nødt til at indse, at jeg ikke kunne pådutte publikum en bestemt følelse. I nogle scener var der kun plads til tre toner.

Hvordan finder man ud af, hvordan en specifik følelse lyder?

Struck: – Man skal have fat i de rigtige synthesizers. Jeg taler ikke om plug-ins eller software. Det skal være "the real deal". Derefter kan man finde ud af, hvilken magi og hvilket nærvær, en specifik lyd har. Der er meget få organiske instrumenter på dette soundtrack. Den tid repræsenterer den kolde krig, så programmeringen og de store mængder samplede ting har været med til at producere det udefinerbare. Jeg har også arbejdet med elektroniske folk som Kasper Bjørke, Christofer Møller & T.O.M and his Computer for at ramme den helt rigtige sound.

Rosendahl: – Det har også hjulpet os, at vi kunne snakke så abstrakt om musikken. Vi spurgte os selv, hvordan lyden af sne med plutonium, som kommer på huden, ville lyde? Hvordan ville ild, som er fuld af plutonium, lyde?

Struck: – Det fedeste ved elektronisk musik er, at man begynder at lægge mærke til musik i alt. Derefter sampler man lyde, for at afspejle følelsen af at være i en skov, for eksempel. Man arbejder pludseligt i et felt, hvor alt har en følelse. Vi endda har taget højde for, om isen knager eller synger.

Arbejdsprocessen

Hvordan har hele arbejdsprocessen været?

Rosendahl: – Man skal turde at være modig. Hiver man et strygerstykke ud fra en anden film, man elsker, vil det virke med det samme. Man kan få en hvilken som helst elendig scene til at virke med noget musik fra "The Godfather". Men for os handlede det om at pille tingene fra hinanden. Var der fem flader, der sagde noget knitrende, prøvede vi kun at lytte til den ene for at se, hvilken effekt det gav. Vi skrællede hele tiden helt ind til kernen. Vi havde konstant føleren ude på tøjet.

Det hjælper vel også at kunne snakke abstrakt om tingene, når man har kendt hinanden i så mange år.

Rosendahl: – Jeg syntes, det var sjovt at provokere Jonas. Vi havde en session, hvor vi spillede musik for hinanden. Jeg spillede en masse Rihanna.

Struck: – Det handler om at være åben, for der er jo masser af følelser i Rihannas programmering. Christina har fungeret som en producer, der kommer ind i et pop-rock band og siger: Nu går vi denne vej! Det har været som at lave et album. Det fede har været at arbejde tæt sammen med alle: instruktøren, lyddesigneren og klipperne.

Rosendahl: – Når musikken kommer på, inspirerer den til et bestemt flow eller tempo. Vi har i visse tilfælde skulle klippe scenerne om, fordi Jonas var kommet med noget virkelig godt.

Slutsekvensen, hvor Brink læser det hemmelige brev op, er det eneste sted med klassisk musik. Hvorfor valgte I at lægge strygere og celloer ind over den specifikke scene?

Struck: – Vi prøvede at have koldkrigsstemning ind over det, men det blev for overfladisk og smart. Vi arbejdede på den scene i en måned! To dage før deadline endte jeg med at flytte mit studie ud i et kosteskab i Nordisk Film-biografen! Det var super stressende, men Christina havde tillid til mig. Det varede halvanden dag at lave slutscenen, som varer fire og et halvt minut.

Hvordan vidste I, at I havde fundet den rigtige musik til sidst?

Rosendahl: – Det er svært at være komponist eller instruktør, når der ikke er kort vej ind til ens følelser. Når du snakker om de universelle melodier, som følelser har, så handler det om at være helt ren, helt barnlig, helt ærlig og ikke lade sig styre af intellektet.

Struck: – Det er en meget naiv, intuitiv tilgang.

At leve sig ind i Poul Brink

Tid tider tænker jeg, det ville være nemmere at forstå ens eget liv, hvis det havde et soundtrack. Poul Brinks liv har fået det soundtrack. Hvad gjorde I for at leve jer ind i hans rolle?

Rosendahl: – Poul er jo super sær, så det var vigtigt for mig, at musikken gav ham noget "coolness". Musikken gav hans personlighed kontrast, som løftede ham.

Struck: – Hans skarphed, hans stædighed og hans mål var hans super frække kvaliteter. Men når han render rundt med sin plasticpose i Washington, skulle det scores med noget power, fremdrift og sexede vibrationer.

Scoret er elektronisk baseret. Hvorfor tror I, denne specifikke genre har virket så godt til filmen?

Struck: – Grundet tidsbilledet og tidsånden søgte vi efter det kolde. Jeg blev blandt andet inspireret af Jamie XX' remixalbum af Gil Scott-Heron, som er moderne og kold i sin tilgang. Den største styrke ved det elektroniske var, at man kunne sample ting uden at vide, hvad der ville komme ud i den anden ende. Uheldene er blevet til styrken ved soundtracket. Det ubekendte klæder atomfrygten vildt godt. Mit intellekt er for længst blevet sat i skammekrogen, fordi jeg er blevet ligeglad med den bevidste tilgang til det teoretiske i musikken. Musikken bliver bedre af, at den er intuition-baseret. Min metode er at mærke mere efter.

Hvad var den største fordel ved at arbejde med musikken før filmoptagelserne?

Rosendahl: – Lyd og musik er en større del af det filmiske udtryk.

Da du læste bogen, havde du så billederne eller musikken i hovedet først?

Rosendahl: – Det var billederne, men når man bevæger sig hen imod at lave en film, er det et meget bedre redskab at kunne høre den, end at skulle forestille sig den. Jeg havde en enorm stor selvsikkerhed, da jeg begyndte optagelserne, for jeg vidste præcis, hvor filmen skulle hen.

Struck: – Musikken har kunnet give filmen tekstur og følelser. Man har kunnet fornemme, hvordan filmen smagte.

Hvad var den største udfordring ved at lave musikken før filmen?

Rosendahl: – Der er en balancegang mellem publikum og det, der foregår på lærredet. Hælder man for mange følelser op på lærredet, så fratager man publikum muligheden for selv at finde dem, fordi de får dem stoppet ned i halsen. Det fandt vi ud af, da vi var halvvejs. Vi gik derefter mere eksperimenterende og tørt til værks for at forsinke hele følemaskineriet.

Struck: – Ofte var det, jeg kom og spillede over the top rent følelsesmæssigt. For eksempel lavede jeg det mest melankolske nedturstema til scenen, hvor Brink sidder og græder i hjørnet. Jeg er ikke bange for at få kritik. Jeg ved, at når jeg har filmkomponisthatten på, så er sidste ord hos instruktøren. Jeg har haft 100 procent tillid til Christinas følelser omkring musikken, og hun har haft tillid til mit talent. Det er også grunden til, at vi kunne rode med noget halvanden dag før lukketid. Andre instruktører var døde af skræk.