Nyhed

Deerhunter og Godspeed You! Black Emperor til CPH:DOX

Også Thurston Moore og Den Store Skole kan opleves på film- og musikfestivalen

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har løftet sløret for en del af sit musikprogram. Den nyeste tilføjelse til programmet er Deerhunter og Atlas Sound, der lægger vejen forbi Vega torsdag den 19. november. Deerhunter er ude med deres nye plade "Fading Frontier" den 16. oktober, og omtrent en måned senere lægger bandet så vejen forbi CPH:DOX, som de også gæstede tilbage i 2007, dengang på Loppen.

Bandet er kendt og anmelderrost for deres fusion af kompromisløs støjrock, drømmende shoegaze-toner og iørefaldende sange. Hør deres nye single "Snakeskin" nedenfor.

Gruppen besøgte senest Danmark til Roskilde Festival 2014, hvor GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann uddelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende:


"Deerhunter live er noget ganske andet end på plade, og det får vi atter understreget her på Roskilde Festival, hvor bandet spiller et halvanden time langt sæt bestående af blot ni numre - der er således i snit afsat 10 minutter til hvert nummer, hvilket udmønter sig i, at alle numre antager anderledes flydende former end dem, vi kender fra pladerne, hvor gruppen dog også fra tid til anden tager sig god tid." Læs hele anmeldelsen her

Når Deerhunter lægger vejen forbi CPH:DOX, bliver det med opvarmning fra Atlas Sound, Deerhunter-frontmand Bradford Cox' solo-pseudonym. Desuden vil aftenen indeholde en særlig CPH:DOX-visuel overraskelse, der bliver annonceret senere.

Foruden Deerhunter og Atlas Sound er også Godspeed You! Black Emperor, Thurston Moore fra Sonic Youth, Den Sorte Skole og Matana Roberts blevet tilføjet til CPH:DOXs musikprogram.


Postrock-bandet Godspeed You! Black Emperor giver koncert den 2. november på Loppen på Christiania til et særarrangement, hvor kult-dokumentaren af samme navn først bliver vist i Christiania-biografen Byens Lys. Eventet på Christiania er det første og eneste på bandets tour, hvor både film og koncert bliver kombineret.

Den danske dj- og sampling-duo fra Den Sorte Skole giver tre eksklusive koncerter sammen med kunstnergruppen Dark Matters under CPH:DOX – i København, Aarhus og Malmö, og Sonic Youth-legenden Thurston Moore garanterer søndagsstøjrock den 8. november i Vega med sit The Thurston Moore Band. 

Visuelle koncerter på CPH:DOX


CPH:DOX er verdens tredjestørste dokumentarfilmfestival, og foruden 200 forskellige dokumentarfilm præsenterer festivalen hvert år et hav af fester, events, debatter, talks, q&a's og koncerter. CPH:DOX finder sted den 5. til 15. november 2015.

CPH:DOXs koncertrække AUDIO:VISUALS tæller omkring 20 koncerter, som alle er krydret med et visuelt aspekt. Det endelige musikprogram, der også består af omkring 20 musikdokumentarer, bliver offentliggjort den 24. september. Allerede offentliggjorte film er en dokumentar om Spids Nøgenhat-frontfiguren Lorenzo Woodrose og Arcade Fire-dokumentaren "The Reflektor Tapes". Det samlede program for hele festivalen bliver offentliggjort den 16. oktober.

Billetter: 


Deerhunter: http://www.billetnet.dk/event/VES1911X?language=da-dk&camefrom=vegadk&brand=dk_vega 

Godspeed You! Black Emperor: https://billetto.dk/da/events/gybe 

Den Sorte Skole: http://cphdox.dk/content/den-sorte-skole-spiller-eksklusive-koncerter-med-dark-matters-under-cphdox 


Thurston Moore: http://www.billetlugen.dk/da/event/thurston-moore-band-0

ANNONCE