Det er dybt personligt for mig, at Maâlem Mahmoud Gania i går tabte kampen mod kræften. Og for resten af familien og byen Essaouira er det simpelthen en katastrofe. Han blev 65 år.
Det er et fænomen, der stillede de gule tøfler, piben med god kif og gimbrien for sidste gang og døde i går. Maâlem Mahmoud Gania (eller Guinia) var ikke bare den ledende mester i hjembyen Essaouira i Marokko eller indenfor gnaouakulturen generelt. Nej, han var også en stor musiker, der indgik i en lang række kollaborationer gennem en karriere, der varede samtlige 65 år, han fik lov til at være til rådighed for os på denne klode.
Jeg hører i denne stund skriget, der går gennem marv og ben. Mahmoud havde en stor og lys stemme, som ikke var som mange andre, og i marts for to år siden befandt jeg mig på hospitalet i Essaouira med resten af familien, da Mahmouds lillebror, der ligeledes var en usædvanligt god mester, afgik ved døden. Det var absurd, da bulletinerne indløb og vi fulgte det stadigt døende pulsslag hos Maâlem Abdullah og så kom meldingen "Houwa Mad (Han er død!)". Og så kom skriget fra Mahmoud. Af den største og mest knugende sorg, som et såret dyrs skrig kunne det høres af alle. Mahmoud skreg for os alle sammen og alle stimlede sammen omkring ham på den snavsede og kaotiske hospitalsgang, mens tårerne flød og gråden fyldte det hele. Jeg hører det skrig nu, fordi nu er det Mahmoud selv, der er død. Nu er det den store mester og den ekstremt flinke fyr, der mere end nogen initierede mig i gnaoua og i familien Gania, som er død. Det er fuldkomment uacceptabelt.
Jeg ringede selvfølgelig omgående til Mokhtar, Mahmouds lillebror og ligeledes en mester, som jeg var manager for og har produceret plader med siden 2003. Han var utrøstelig, men også fattet. Det eneste vi sagde i et væk var religiøse ord på arabisk. Og selvfølgelig sætningen Dayim Allah, som betyder at Allah er evig, menende at vi dødelige skal herfra på et eller andet tidspunkt. Også Houssam, der er Mahmouds næstældste søn og den der arver titlen som Mester, når han er klar, kom til telefonen. I baggrunden hørte jeg gråd og bønner. Jeg vil tro, at de var samlet nede i helligdommen og at Mahmoud allerede var blevet begravet ude ved vejen mod Safi, hvor den nye kirkegård er, og hvor hans bror, søster og far allerede ligger.
Født til trance
Mahmoud Gania blev født i Essaouira i 1950. Han havde en storebror, der døde som spæd og som hed Ahmed. Mahmoud fik så det navn, men bestemte selv tidligt, at han ville hedde Mahmoud. Efter ham i huset som talte Essaouiras største mester, Boubker Gania, samt dennes hustru, den berømte clairvoyant, heks og healer Aicha Qabrane, samt rækken af børn, som ud over Mahmoud talte to afdøde søstre, jeg aldrig har kendt og en bror, der blev mester og hed Bilal, selv om han tog et forbilledes navn Lahzen Zitoune. Dertil yderligere to søstre, der begge fulgte i morens fodspor og to brødre, nemlig Abdullah og Mokhtar.
Mahmouds familie havde forbindelse til de gamle slaveruter, og på morens side var der en direkte forbindelse til sagn- og handelsbyen Timbuktu, mens farens side nok kom fra det daværende Ghana (Mali/Senegal/Mauritanien) og via Vestsahara til Essaouira. De medtog her den specielle afrikanske animisme, men var også muslimer, og i Essaouira fik de navnet Gania, hvilket muligvis ligesom ordet Ganaoua, både kan spores til navnet Ghana og til en gammel berberbetegnelse for farven sort.
Da jeg lærte familien at kende i 1995, var Mahmoud en meget berømt mester. Hans lilaer, som de traditionelle trancenætter kaldes, var meget eftertragtede. Han var også en meget berejst mester, der i de formative år havde rejst med sim far, mor og søskende til mestre over hele Marokko, ligesom de havde en masse gamle sange, som de aldrig lod gå i glemmebogen.
Jeg besøgte en gang Mahmoud, som jeg plejede at tæppebombe med afrikansk musik – han ville altid have kopier – og med mig havde jeg en speciel form for musik, en slags blues, spillet af jægere ud af Peul-folket fra Guinea på en speciel basharpe, der kaldes en dozo n'goni. Mahmoud havde mine hovedtelefoner på, og pludselig begyndte hans øjne at fyldes med tårer: "Jeg har ikke hørt den musik, siden jeg boede hos min mormor som lille", var ordene. Så dyb var den mands connection.
Myriader af kassetter
Som alle andre fra Mahmoud's generation, var hippietiden en dyb påvirkning. Essaouira har altid haft mange musikere og freaks på besøg, og musikere som Mahmoud var en guldgrube, når det gælder kendskab til musik. De kan alle deres Santana, Pink Floyd, Bob Marley og Ali Farka Toure til fingerspidserne, for nu bare at nævne et par stykker.
Men han var også påvirket af de grupper i Marokko, der tegnede revolutionen og udsprang fra slummen i Casablanca og Marrakesh. Det var bands, der blandede kritiske tekster med input fra den righoldige folklore, så der både var berbere, gnaoua-musikere og banjospillere, der leverede en stærkt medrivende musik. Blandt de mest populære var Jil Jilala fra Marrakesh og der to grupper fra Casablanca-bølgeblikbyen, Hay Hammadi, Nass El Ghiwane og Lem Chaheb. Specielt sidstnævnte var tætte på Mahmoud, og han dannede selv et lignende band som ung, og nogle af de bedste stunder, jeg har haft med mesteren var, når han spillede de gamle viser fra Lem Chaheb.
Som en gang for måske ti år siden, hvor jeg var på den årlige pilgrimsrejse til tempelbyen Tamesloht udenfor Marrakesh. Her havde Mahmoud og hans kone Malika lejet et hus, og her traf jeg Mahmoud behageligt lejret på gulvet med en banjospillende ven, et gasblus hvor mynteteen kørte og langpiben – sepsien – med græs, som han havde en stor pose af. Vi sad der bare og spillede – jeg kan spille gnaouarytmerne – og sang de gamle sange. Helt lavmælt, med en Mahmoud, der var så knushyggelig, at det gør fysisk ondt at tænke, at det nu er forbi.
Han havde for længst skabt sig et ry, ikke mindst på grund af de flittige indspilninger af kassettebånd, så man kunne købe en lang række udgivelser med ham over hele Marokko. Ligesom han i løbet af karrieren fik indspillet og spillet med en lang række fede musikere. Blandt dem Bill Laswell, Santana og mange andre.
Festivalens konge
Den årlige festival i Essaouira var nærmest bygget op omkring hans store koncert. Især i de første mange år havde han en familiegruppe, som var en af de bedste, jeg nogensinde har set. Her var han flankeret af sine brødre. Mokhtar var stjernedanseren sammen med nevøen Mohamed "Houmani" Abdelaoui, og blandt de andre i gruppen var selvfølgelig Maâlem Abdullah og søsteren Zaydas mand, Mohamed Outanine.
Jeg nåede 17 festivaler med Mahmoud, som gav uforglemmelige koncerter med bl.a. Cheick Tidiane Seck fra Mali, Omar Sosa fra Cuba og mange, mange andre. Ligesom vi fik mulighed for at se Mahmoud på scenen en sidste gang ved festivalen i maj, da han mærket af kræften trådte op og lukkede festivalen med et mesterligt sæt. Gribende var det at se hans hilsner til alle os, der elskede ham, til hans hjemby og enorme publikum, og han orkede at tage videre til Mawazine, den store festival i Rabat og for snurrende kameraer tage ordentlig afsked med alt og alle. Stor værdighed fra manden, der var en orkan på scenen, men også indeholdt uendelig blødhed. Som græd i sine trancer, men også havde en løves temperament.
Med Mahmouds bortgang er det farvel til en af de sidste fra den gamle tid. Alles øjne vil nu rettes mod Maâlem Mokhtar Gania, samt selvfølgelig mod familiens andre mestre in spe, i første omgang Saïd Bouhilmas og Mahmouds søn Houssam.
Mahmouds bortgang er en katastrofe. Gudskelov fik jeg mulighed for at præsentere han i Danmark en enkelt gang, da den legendariske familiegruppe spillede her i 2001.
Maâlem Mahmoud Gania (1950-2015) – Æret være hans minde.
Se den kræftramte mesters sidste superkoncert på Festival Essaouira Gnaoua et Musique de Monde i maj:
Optagelse af den legendariske familiegruppe fra 2001: