Den bornholmske festival tilføjer otte kunstnere, blandt andre Karl William og Steen Jørgensen
Tim Stahl og John Guldberg, der sammen udgør reggae/synthpop-duoen Laid Back, fik deres gennembrud i 1983 med singlen "Sunshine Reggae", der blev nummer et i 22 lande og solgte i mere end 20 millioner eksemplarer. Året efter hittede de i USA med "White Horse", og i 1989 fik de atter et internationalt hit med "Bakerman", kendt for den Lars von Trier-instruerede musikvideo, hvor gruppen springer i faldskærm, mens de spiller. Siden har gruppen ikke haft så store hits, men de har fortsat været aktive, og "White Horse" er gentagne gange blevet samplet, blandt andre på Snoop Doggs "Drop It Like It's Hot" fra 2004.
Steen Jørgensen er især kendt for at have været Sods/Sort Sol-sanger siden 1977, men i 2013 udsendte han soloalbummet "Standards for Living…". På dette album fortolker han nogle af verdens største sangskrivere. Sammen med en række markante musikere – herunder guitaristen Rune Kjeldsen, bassisten AC og multiinstrumentalisten og produceren Kasper Winding – har han været i Abbey Road-studierne for at give sine egne tolkninger af navne som Dylan, Young, Cohen, Joy Division og Kraftwerk. Forvent sange både dette album og fra Sort Sol til Wonderfestiwall.
The Eclectic Moniker har markeret sig med deres energiske og festlige indie-pop, som blander calypso, disco, pop og indierock. Den calypso-inspirerede førstesingle "Easter Island" fra 2012 var Ugens Uundgåelige på P3. Det selvbetitlede debutalbum udkom samme år og blev fulgt op af albummet "Continents" i 2013.
Aarhusianske Karl William, født 1995, har fået stor succes med sidste års ep "Døende" og dette års debutalbum "Placebo", der blander r&b og hiphop med eftertænksomme tekster. Karl William har allerede spillet på en lang række markante festivaler, blandt andre Roskilde, Spot og Distortion.
Mads Björn er en 35-årig dansk sanger, sangskriver og multiinstrumentalist, der har udgivet to meget anmelderroste soloalbum. Seneste udgivelse er sidste års "How To Giggle And Give In" med fokus på 80'ernes store produktioner og lyd. Mads Björn blander både pop, electro og rock – og har i øvrigt co-produceret det seneste TV2-album, "Det Gode Liv".
Kenton Slash Demon består af Silas Moldenhawer og Jonas Kenton. I deres teenageår opdagede de elektronisk musik, og dette førte dem til at producere sammen. Nogle år senere mødte de to andre talentfulde musikere og dannede When Saints Go Machine, men de videreudviklede Kenton Slash Demon som et sideprojekt. "Skydancer EP" fra i år er deres første udgivelse i tre år og fokuserer på en dramatisk klublyd.
Adrian Lux (SE) hitter på den internationale klubscene. Han har udgivet hits som "Teenage Crime", "Wild Child" og "Damages" med i alt over 30 millioner afspilninger på Spotify og er inspireret af både indiepop og hårdtpumpet dansemusik.
Lyves (UK) er et alias for sangerinden og sangskriveren Francesca Bergami. Lyden er en drømmende blanding af rumklangsindsmurte guitarer med en blød vokal og trommer. Den kommende debut-ep er sat til udgivelse senere på året.
Varm op med Adrian Lux' "Teenage Crime":