Nyhed

Bieber beder fans vælte ham af førstepladsen

For en uge er det okay ikke at være nummer et, tweeter sangeren

Justin Bieber har bedt sine fans om ikke at købe hans seneste single, "Love Yourself", i denne uge. I stedet ønsker han, at de støtter velgørenhedssinglen "A Bridge Over You". Det skriver NME.

Ifølge rapporter lå The Lewisham & Greenwich NHS Choirs "A Bridge Over You" lige bag Bieber den 23. december. Her lå den 662 salg bag Bieber, der ellers har rigelig med succes på den engelske hitliste. Han har nemlig tre singler i top fem.

Bieber tweeter: "Jeg hører, at det engelske juleræs er tæt på, men [NHS choirs] single er for velgørenhed, så for en uge er det okay ikke at være nummer et. Lad os gøre det rette og hjælpe dem med at vinde. Det er jul."

Han tweetede derefter et link til singlen og skrev: "Det her er, hvad det altsammen handler om. God jul :-)". 

Hitlisterne fortæller, at det er det tætteste løb mellem to singler siden 2009, hvor Rage Against The Machines "Killing In The Name" skubbede Joe McElderrys "The Climb" af førstepladsen.


Justin Bieber er koncertaktuel i Danmark næste år. Som del af sin "Purpose World Tour" vender han tilbage til Danmark 2. oktober. Telia Parken danner således ramme om superstjernens første koncert i Danmark i mere end tre år. Billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live

ANNONCE