GAFFAs samlede skribenter har i fællesskab valgt årets bedste album
GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2015 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser.
Vi er i gang med årets 30 bedste internationale album og tæller ned til førstepladsen over de næste dage. Senere følger de 10 bedste danske album.
Hør sangene fra videoerne på en playliste fra Spotify nederst. Dr. Dre-nummeret findes dog ikke på Spotify.
Hør og læs om nummer 30-21 på listen her.
20. Drenge – Undertow
(Infectous Music)
De store kanoner er kørt i stilling på Derbyshire-duoen Drenges andet udspil Undertow. Deres normalt så flabede og udfarende garagerock har fået en musikalsk make-over. I stedet for at sparke røv på den mest beskidte måde er tvillingerne Eoin og Rory Loveless faldet i kagedåsen, hvor Ross Orton (Artic Monkeys, M.I.A.) har trykket på producerknapperne, og han har kørt dem ud i bredformat. Stort og bombastisk åbner Introduction for at slå over i Running Wild, hvor guitar godt garneret med rumklang lægger arm med det tunge rockformat, mens Never Awake lyder som The Cult.
19. Marilyn Manson – The Pale Emperor
(Playground Music)
På karrierens tiende udspil står den tidligere selvproklamerede God of Fuck stærkere, end han har gjort i et årti, ja, han er næsten blevet menneskelig – og bedre med det. Manson arbejder for første gang sammen med produceren Tyler Bates, der blandt andet er kendt for at lave soundtracks til filmene 300 og The Guardians of the Galaxy, og han holder chok-rockeren i stram snor. Sammen får de skabt en lyd, der både stikker tilbage i bagkataloget og opdaterer og revitaliserer Manson anno 2015. Kejseren har atter noget på hjerte.
18. Faith No More – Sol Invictus
(Ipecac)
Vi skal helt tilbage, til før internettet for alvor fangede an for at finde seneste Faith No More-udspil. Nærmere bestemt 1997, hvor det beskedent betitlede Album of the Year udkom. Dengang som nu, for ikke at sige altid, har San Francisco-bandet kørt deres helt eget særegne løb, hvor alt er muligt. Én af grundene til dette er, at de i front har rockmusikkens teknisk mest overlegne og skizofrene vokalist, for ikke at tale om den mest karismatiske – og hvorfor ikke udnytte denne kundskab? Således tjener det 40 minutter lange comebackalbum Sol Invictus som endnu en lang blærerøvsstund for Mike Patton, der ligesom resten af bandet ikke har brug for at få banket rust af efter den lange pause. Faith No More er nemlig stadig en elastisk funky og hårdt huggende enhed.
17. Dr. Dre – Compton: A Soundtrack
(Universal Music / Aftermath)
Der skal tændes en ild hos Dr. Dre, før han får et album fra hånden, og der skulle gå 16 år, inden det skete. Efter at have fedtet med "Detox", til det blev grinagtigt, krævede det tilsyneladende blot en indsprøjtning fra optagelserne af biopic'en "Straight Outta Compton", for at det lykkedes. I en verden af singler formår få som han at lave en så helstøbt og dragende albumoplevelse. Det er muligt, at han har kaldt det "the soundtrack", fordi det er inspireret af "Straight Outta Compton"-filmen, men det er nærmest en film i sig selv, hvor musikken fremkalder klare billeder på nethinden. Både i udtryk og indhold minder Dr. Dre os om kvaliteterne i tilbagelænet G-funk og god, gedigen gangsta rap. Godt gået af en 50-årig milliardær.
16. Nils Frahm – Solo
Stilfærdigt og stemningsfuldt udspil fra den tyske komponist, pianist og producer. Hvis du kun skal købe ét klaver-album fra 2015, så lad det være det her. Ganske enkelt dragende og opslugende i sin enkelhed.
15. Matthew E. White – Fresh Blood
(Playground Music / Domino)
"Nobody in the world is better than us". Ja, bortset fra at Vision er en kærlighedssang, så har Matthew E. White og hans sammentømrede Spacebomb House Band virkelig fat i den lange ende. Efter få gennemlytninger står det klart, at Fresh Blood sagtens kan stå distancen over den fremragende debut Big Inner, hvis nuancerede tag på Motown og Stax nærmest var uden sidestykke. Matthew E. White strør om sig med sin musikalske begavelse på Fresh Blood, hvor han som visionær soulåbenbaring sætter ny standard for sit åbenlyse talent. Der er ikke mange, der er bedre end ham.
14. Muse – Drones
(Warner Music)
Under vejledning fra enigmatiske Robert John Mutt Lange har Muse kastet sig ud i syvende udladning – det mest fokuserede og skarpe siden Black Holes and Revelations og stadig viklet ind i et konspiratorisk univers med tankekontrol, WWIII og dræbende droner, der sniger sig ind overalt på albummet.Det er imponerende udført, helstøbt, og det dystopiske koncept er godt integreret. Dette album bør kunne gentænde gnisten hos de Muse-fans, der er deserteret efter de seneste albums, uden at tabe nye disciple. En virkelig kraftpræstation.
13. The Weeknd – Beauty Behind The Madness
(Universal Music / XO)
Beauty Behind the Madness er et album, der viser forskellige facetter af sangeren. Det overordnede tema er det alternative univers med skæringer, der ikke passer ind i den gænge 3.30-minutters radioskabelon. Det samme gælder emnerne, der strækker sig fra kærlighedsbreve over stoffer til hård s&m. Musikken er som det tekstlige indhold – varieret og pakket med forskellige stemninger. The Weeknd er uden tvivl et spændende billede af tiden og en artist, der er rigtig interessant – ikke mindst fordi han ikke bare gør som alle de andre.
12. Beach House (billedet) – Thank Your Lucky Stars
(Bella Union)
Lyduniverset er drømmende, og melodierne udklækkes langsomt, som et lydtapet til grynende morgenstunder eller sløvsindige søndage. Der er intet hastværk i melodierne, som alle søsættes og udfolder sig i eget tempo, hvor hvert et riff og tangentslag får lov at simre. På hvert enkelt nummer får melodierne lov at spire op igennem statiske klangbunde, således at lytteren langsomt og nærmest ubevidst føres igennem forskellige stemningsudtryk. Hvor Majorette er lys og letfjedrende, er One Thing med sine slæbende trommer og skurrende guitarer tungere og mere dvælende.
11. Björk: Vulnicura
(Playground Music / One Little Indian)
Værket er gennemgående en udfordrende sag, der skal udforskes indgående fra de blide strygere i starten af Stonemilker, til heftigt pulserende Quicksand ebber ud. Detaljerigdommen og dybden i musikken er overvældende, og teksterne er rå og ærlige, men Vulnicura er stadig mere tilgængelig end den naturvidenskabeligt fokuserede forgænger. Vulnicura er ikke for det brede publikum. Det er ikke en popplade med hurtige hits – men hvem ville efterhånden også forvente det af Björk? Og heldigvis, for popplader er der i overflod derude. Dette mesterlige hovedværk ser næppe sin lige foreløbig.
Hør sangene ovenfor på denne playliste:
Slutter søndag 21. december med nummer 10-1
