Året bød på både succeser og fiaskoer – vi har udvalgt de største
Det herrens år 2015 lakker kraftigt mod enden, og traditionen tro kigger vi tilbage på årets højde- og lavpunkter i musikverdenen. Der var nok at vælge imellem, så vi nøjes med de absolutte toppe og bundskrabere.
HØJDEPUNKTER:
+ Årets koncertbrag – Paul McCartney på Orange
Endnu en legende indtog Orange Scene. De seneste år har Roskilde virkelig hevet nogle tunge drenge ind på den ikoniske scene, lige fra Bruce Springsteen og Prince til Stevie Wonder og The Rolling Stones, og i år var det ingen ringere end selveste Sir Paul McCartney, der lagde pladsen foran Orange ned. Koncerten var trumf på trumf – og på en måde, hvor det til sidst var svært at skelne, om det var mindet om den gamle originale indspilning, aftenens aktuelle udførelse eller måske den hjertelige og varme stemning hos publikum, som var den egentlige faktor. I hvert fald en aften, hvor vel halvdelen af de fremmødte endte med at få serveret ungdommens lydspor i versioner, hvor pulsen længe efter stadig bankede mærkbart, mens nytilkomne fik en smag af det, der engang satte helt nye standarder for musik.
Efter to timer og 35 minutters Paul McCartney-koncert kunne man forlade Roskildes Orange scene med et billede af smilende horder af tilskuere på nethinden. Holdende om hinanden, syngende, glade – og med en med stor oplevelse med i bagagen som minde om Roskilde Festival 2015. Hvad bliver det næste? U2 i 2016?
+ Årets sommerhit – Major Lazer og MØ allestedsnærværende
Når der tales sommerhit, er det ikke til at komme uden om MØ og Major Lazers giganthit, Lean On, der har gået sin sejrsgang over hele verden, og i dén grad sat danskeren på verdenskortet. Diplo og co. havde oprindeligt pitchet sangen til både Rihanna og Nicki Minaj, der begge takkede nej til at medvirke. Videoen er i skrivende stund set over 930 (!) millioner gange på YouTube. Dermed er den så vidt vides den mest viste YouTube-video med en dansk kunstner nogensinde. Nåh ja, og så er sangen i øvrigt den mest streamede på Spotify – nogensinde.
+ Årets musikfilm – Kurt, Amy og Janis
Det har vrimlet med musikfilm i 2015, der har budt på fremragende dokumentarer om blandt andre Kurt Cobain (Montage of Heck), Amy Winehouse (Amy) og Janis Joplin (Janis: Little Girl Blue). Herhjemme fik også filmen Hugland om Lars H.U.G. premiere på CPH:DOX. Alligevel er det en biopic, der har markeret sig som årets ubestridt mest succesfulde musikfilm, for N.W.A.-filmen Straight Outta Compton har gået sin sejrsgang verden over og formåede endda at ligge som nummer et i flere uger i hjemlandet. Der gik ikke længe, før planerne om en efterfølger om Death Row Records blev sat i værk.
+ Årets genforening – Axl Rose og Slash
Efter mange år med iskold luft mellem de to tidligere bandmedlemmer er der nu endelig tegn på forsoning i den originale Guns N' Roses-lejr. I august kunne Slash nemlig berette, at han var blevet gode venner med selveste Axl Rose igen, at "der var givet slip på noget af det negative, der har stået på så længe." Det har selvfølgelig affødt et væld af rygter om, at originalbesætningen af Guns N' Roses skulle drage på landevejen igen. Men trods vedvarende snak i medierne er intet bekræftet fra officiel hånd …endnu.
+ Årets nye streamingtjenester – Apple Music og Tidal
To nye store streamingtjenester så i år dagens lys. Apple lancerede den 30. juni Apple Music, der her ved årets udgang har opnået at blive verdens næstmest brugte betalingsbaserede streamingtjeneste med 6,5 millioner betalende brugere. Til sammenligning har Spotify 20 millioner betalende brugere.
Apple var dog ikke alene om at rykke ind på streamingmarkedet i år. Også Jay-Z meldte sig på banen. Tidligere i år opkøbte rapperen det svenske selskab Aspiro, der stod bag den norske streamingtjeneste WiMP og kørte en total relancering af tjenesten, der fik navnet Tidal, og som havde til formål at levere bedre lyd til brugerne og flere penge til musikerne. Siden lanceringen i foråret er det dog blot lykkedes at skaffe en halv million nye abonnenter ud over den halve million, der allerede fulgte med WiMP. Ifølge anonyme kilder er Jay-Z nu træt af selv at finansiere virksomheden og leder aktivt efter en ny ejer.
+ Årets album-overraskelse – Lukas Graham surprise-udgav album
Nu har alle de store stjerner i USA jo efterhånden gjort det, og eftersom Lukas og drengene har tilbragt en del tid i Guds eget land, har de naturligvis taget ved lære. Derfor udkom bandets andet selvbetitlede album som lyn fra en klar himmel den 16. juni i år. Og om det er strategien eller snarere sangenes kvalitet, der endnu engang har sendt bandet på himmelflugt, er der næppe nogen tvivl om. Under alle omstændigheder er de mere populære end nogensinde og har slået indtil flere hitlisterekorder i år. Næste skridt er det store udland – indtil videre er svenskerne også begejstrede, og en rost og populær optræden i Conan O'Briens talkshow i december har også fyret op under forventningerne i USA.
+ Årets cover – Ryan havde taget på Taylor
En en til en-genindspilning af sidste års ubetinget største album? Ja, hvis der var nogen, der skulle have nosserne – og overskuddet – til det, var det selvfølgelig altid myreflittige Ryan Adams. Rygterne vil vide, at Adams har flere hyldemeter stående med hele album af andre kunstnere, han har genindspillet, sådan bare for sjov. Men sin udgave af Taylor Swifts 1989 valgte han at udgive. Naturligvis under stor mediebevågenhed – det er jo trods alt selveste Taylor Swift, vi snakker om.
Resultatet blev intet mindre end fremragende, og selvom flere af teksterne måske ikke lå lige naturligt til Adams, var de fleste begejstrede over resultatet. Også Swift, der så det som en stor ære at blive fortolket af et af sine egne idoler. Father John Misty satte lige en ekstra krølle på hele historien ved at lave sine egne covers af Adams' coverversioner af Blank Space og Welcome To New York – i Velvet Underground-stil. Hvordan det helt præcis adskiller sig fra bare at være yderligere to Swift-covers, meldte manden ikke noget ud om, men han scorede sig da lidt billig omtale på den konto.
+ Årets cameo – Mads Mikkelsen er med i Rihanna-video
Det er ingen hemmelighed, at Mads Mikkelsen har en ganske solid karriere kørende i det store udland, men de fleste løftede nu alligevel et øjenbryn eller to, da Hannibal Lecter dukkede op i Rihannas video til trap-bangeren Bitch Better Have My Money, hvor han blev tortureret godt og grundigt af den smukke popprinsesse. Av!
+ Årets nye festival: Tinderbox var en succes
Tinderbox løb af stablen for første gang i år til bred tilfredshed. Programmet var imponerende og varieret, og eneste rigtigt negative nedslagspunkt var vejret – og måske den der underlige rabatordning på billetterne, der pissede dem, der allerede havde købt billetter lidt af. Talsmand Ole Dreyer var også glad og udtalte, at festivalen fungerede upåklageligt, og at han havde svært ved at se, hvad der kunne forbedres til næste år. Måske har vi langt om længe fundet en værdig arvtager til Midtfyns Festival. Ambitionerne fejler i hvert fald ikke noget.
+ Årets video – Drakes dansetrin
Drakes helt særlige dansetrin i videoen til Hotline Bling er gået verden over og har affødt et væld af memes under kærlig behandling af internetbefolkningen. Selv Donald Trump har parodieret Drakes moves i et afsnit af Saturday Night Live. Drakes evner som danser kan diskuteres, men netop derfor er videoen så fed – og sangen holder.
+ Årets jubilæum – Love Shop 25 år
I år kunne Love Shop fejre 25-års jubilæum. Bandet er i 2015 officielt kun bestående af sanger, akustisk guitarist og sangskriver Jens Unmack, idet de tidligere bandbrødre Hilmer Hassig og Henrik Hall begge er gået bort. Jubilæet blev fejret ved at forkæle gruppens fans med en opsamlingsplade med udpluk fra alle Love Shops ti album samt to helt nye sange. Herudover udgav forfatter og journalist Tommy Heisz band-biografien Himmelflugt og Højdeskræk – Historien om Love Shop, der fortalte hele bandets historie. Næste år kan vi glæde os til, at bandet tager på tour for at fejre det kvarte århundrede.
+ Årets største danske koncert – Volbeat holder den største danske koncert nogensinde
Volbeat skrev Danmarkshistorie, da bandet den 1. august gav koncert i Tusindårsskoven i Odense. Det var den største enkeltstående koncert med et dansk navn nogensinde. 35.000 billetter blev langet over disken til koncerten, der i øvrigt var den eneste mulighed for at opleve Volbeat live i Europa i år, og det trak fans til fra mere end 30 forskellige lande.
Volbeat har tidligere spillet for 17.500 mennesker i København og 20.000 i Horsens, men denne gang satte de altså dansk rekord ved at spille for 35.000 mennesker. Opvarmningen til koncerten var de tyske metal-pionerer fra Accept og det danske dødsmetal-band Konkhra.
+ Årets Bond-sang – Sam Smith synger Bond-sang
Rygterne havde svirret længe, men da Sam Smith lagde et billede af den fiktive forbryderorganisation Spectres blækspruttelogo på Instagram, var der ikke længere nogen tvivl om, hvem der skulle levere titelsangen til den 24. film om agent 007. Andre kunstnere, der rygtedes til at levere titelsangen var blandt andre Lana Del Rey, Noel Gallagher, Ed Sheeran, Ellie Goulding og Lorde. Sangen delte dog vandene, idet det ikke var alle Bond-fans, nummeret Writing's On The Wall faldt i god jord hos.
+ Rock And Roll Can Never Die: De fyldte 70 i år
Eric Clapton
Kim Larsen
Lemmy, Motörhead (fylder 70 24. december)
Van Morrison
Stig Møller
Pete Townshend
Neil Young
- LAVPUNKTER:
– Terroren ramte musikverdenen
En helt ufattelig tragedie fandt sted fredag den 13. november, da Paris blev offer for en serie koordinerede terrorangreb udført af Islamisk Stat. Værst var angrebet mod spillestedet Bataclan, hvor fire terrorister trængte ind til en koncert med Eagles of Death Metal, skød hæmningsløst ind i forsamlingen af 1500 koncertgæster og tog 100 som gidsler. Politiet stormede bygningen og skød den ene terrorist, mens de øvrige terrorister sprængte sig selv i luften. I alt 89 personer omkom ved massakren på Bataclan, og i alt blev 130 dræbt under terrorangrebene, som var de værste i Frankrig siden 2. Verdenskrig.
– Brandulykke i Bukarest
Dybt tragisk var det også, da 32 koncertgæster omkom ved en brand i oktober på klubben Colectiv Club i den rumænske hovedstad Bukarest til en koncert med metalbandet Goodbye to Gravity. Ifølge vidner var det pyroeffekter på scenen, der startede branden, og der var kun én nødudgang.
– Årets skandalekoncert – Justin Bieber i Oslo
Genial markedsføring eller forkælet møgunge? Sagen er i hvert fald, at gode gamle Justin Bieber fik en pæn portion opmærksomhed, da han gik af scenen efter kun én sang til en intimkoncert i Oslo. Grunden? Bieber opdagede, at der var spildt vand på scenen og begyndte at tørre det op med et håndklæde, men nogle piger på første række blev ved med at hive i håndklædet og i Bieber, og så fik Bieber nok og skred. Dagen efter undskyldte han på sin Instagram-konto og gav en hård uge med kun meget lidt søvn som årsag til sin opførsel. Sladderpressen havde kronede dage efterfølgende. Kom igen, Biebs!
– Årets penisproblem – Lenny Kravitz' penisgate
Selvfølgelig trækker nyhedsartikler om kønsorganer de helt store læserskarer til, og når det så endda er ingen ringere end Lenny Kravitz, der ufrivilligt svinger dilleren foran flere tusinde fans, er sensationsværdien så meget desto større. En af sensommerens helt store samtaleemner var således, at Kravitz' læderbukser revnede under en koncert i Stockholm og det hele hoppede ud – kun få dage før hans koncert på Smukfest. Sagen blev heftigt behandlet i medierne og døbt #penisgate. Og både Kravitz selv, Steven Tyler og de to herrers døtre jokede med det efterfølgende. GAFFAs fotograf Sandra Johnson var faktisk på pletten og fik et billede af episoden, som hun dog valgte at retouchere af respekt for Kravitz. På anmodning fra Kravitz' advokat har vi dog fjernet billedet fra arkiverne. Men prøv at google lidt.
– Årets Kanye-skandale – Den kommende præsidentkandidat afbryder – næsten – Beck
I år var det seks år siden, at Kanye West gjorde sig uheldig bemærket, da han afbrød Taylor Swifts takketale til MTV VMA-showet i 2009. Tilbage i 2006 afbrød han desuden Justice vs. Simians takketale til MTV EMA i København, fordi de havde vundet prisen for bedste video – og han syntes, han selv burde have vundet. Disse uheldige episoder var lige ved at gentage sig til årets Grammy-uddeling i februar. Beck vandt prisen for "Årets bedste album" med Morning Phase og slog således Beyoncés selvbetitlede album – til manges store overraskelse.
Kanye er en stor beundrer af Beyoncé – og åbenbart også hendes selvudnævnte beskytter. Da Beck trådte op på scenen, blev han efterfulgt af Kanye, der lod, som om han stjal mikrofonen fra ham. Efterfølgende troede mange, at gamle Kanye udviste en for ham uhørt sans for selvironi og bare lavede sjov. Efterfølgende indrømmede Kanye dog, at han faktisk havde til hensigt at lave et award show-hattrick, men stoppede sig selv af hensyn til sin kone og datter. Yeezus, altså… Nårh ja, og så annoncerede han i øvrigt, at han har til hensigt at stille op som præsidentkandidat i 2020. Jaja, hvis Donald Trump kan, kan alle vel.
– Donald Trump gør, som det passer ham …og pisser Neil Young og R.E.M. af
Milliardæren og manden med det mytiske hår, Donald Trump, offentliggjorde i juni sit 2016-præsidentkandidatur. Trump talte blandt andet om landets dårlige økonomi, arbejdsløsheden og kritiserede Barack Obamas "Obamacare", inden han erklærede, at han gik efter det ovale kontor som republikansk præsident, hvorefter introen til Neil Youngs hit Rockin' in the Free World fra 1989-udgivelsen Freedom blev spillet.
Neil Young, der er notorisk kendt for at være miljøforkæmper og antikapitalist, rettede efterfølgende en skarp kritik mod Donald Trumps brug af sin egen musik: "Donald Trump havde ikke rettighederne til at bruge 'Rockin' in the Free World' i sin offentliggørelse af præsidentkandidaturet. Neil Young, en canadisk statsborger, støtter offentligt Bernie Sanders' præsidentkandidatur" (demokratisk kandidat, red.), lød det fra en Young-repræsentant. Trump stoppede siden hen med at bruge Youngs sange.
Allerede i september var den imidlertid gal igen. Her brugte Trump nemlig musik fra R.E.M i sin kampagne for de amerikanske republikanere, hvilket Michael Stipe og drengene mildest talt var misfornøjede med: "Go fuck yourself – sørgelige, opmærksomhedskrævende, magthungrende små mænd", skrev frontmanden Michael Stipe via bassisten Mike Mills' Twitter-profil.
– Årets aflysning – Sam Smiths NorthSide-aflysning
Det var uden tvivl en streg i regningen, da et af årets ubestridte hovednavne på NorthSide måtte aflyse på grund af problemer med stemmen. Smiths popularitet var kun vokset, siden NorthSide satte ham på plakaten, og det var lidt af et scoop for festivalen at kunne præsentere ham, men sådan skulle det altså ikke gå. I stedet trådte Dizzy Mizz Lizzy til. Der var mange, der var mugne over, at Tim og drengene erstattede Smith, men da først musikken spillede, var der proppet på pladsen, fællessang, og ikke et fadølskrus var tomt.
– Årets lukkede pladebutikker
Pladebutikkerne er faldet som fluer i 2015 i takt med at flere og flere benytter sig af streaming. I år har vi mistet:
Stardust Records
Den voldsomt hyggelige café og pladebutik i Aarhus måtte desværre dreje nøglen om, og smilets by blev en hyggestund for musikelskere fattigere. Ud over kaffe og musik kunne man også finde musikbøger og oversat finsk skønlitteratur på hylderne.
Stereo Studio
Stereo Studio behøver forhåbentlig ingen nærmere præsentation for læsere af dette magasin. Stereo Studio var oprindeligt en ren musikbutik med salg af vinyler og kassettebånd. Siden kom cd'erne til, og ad åre blev film og konsolspil en større og større del af sortimentet, ligesom import af specialudgivelser fra udlandet også trak mange kunder i butikken.
Den globale tilbagegang i musik- og filmbranchen fik i 2013 Stereo Studio til at lancere konceptet Studio Apparel, hvor kædens butikker blev redesignet og fik et bredt sortiment af tøj og merchandise ud over musik og film. Dette tiltag har dog ikke kunnet redde virksomheden. Den har også prøvet at lukke butikker ned og kunne dermed holde sig kørende på 12 butikker, men heller ikke dette var nok.
Moby Disc – for en stund
Trods et stigende pladesalg og store forhåbninger om, at vinylpladen nu endelig og solidt var tilbage på de danske pladehylder måtte den fynske pladebutik Moby Disc i marts dreje nøglen om efter mere end 27 år som Fyns førende pladeforretning. Det var heldigvis kun midlertidigt, for allerede i efteråret var Moby Disc tilbage som fysisk butik. Godt gået!
– Årets fallit – 50 Cent går konkurs
Først blev han sagsøgt for hævnporno af Rick Ross' kæreste, Lastonia Lewinston, og efter at blive dømt til at betale Lewinston fem millioner dollars, var 50 Cent nødt til at erklære sig konkurs. Det vurderedes, at 50 Cent har aktiver og gæld for et sted mellem 10 og 50 millioner dollars. Han valgte imidlertid at lade sig gå konkurs efter vedtægten Chapter 11. Den bruges ofte som metode af individuelle skyldnere til at omstrukturere deres gæld i et forsøg på at beskytte deres bestående finanser. Det bekræftede en pressemeddelelse fra 50 Cents advokat da også.
Vi vurderer dog, at gamle Fiddy nok skal sig klare sig. Han anslås at være 155 millioner dollars værd og var rangeret som nummer fire på Forbes' liste over rigeste hiphop-artister 2015. I 2007 tjente rapperen intet mindre end 100 millioner dollars på at sælge vitaminvand, og hans virksomhed dækker over blandt andet SMS-høretelefoner, undertøj og vodka.
– Årets brækkede lemmer 1 – Dave Grohl brækker benet
I juni spillede Foo Fighters på Ullevi Stadion i Göteborg. Her gik det vildt til – så vildt til, at Dave Grohl faldt ned af scenen under koncertens andet nummer Monkey Wrench og brækkede benet. Faldet medførte en kortvarig pause i showet, inden de øvrige medlemmer fortsatte, mens Grohl blev behandlet backstage. Han kom dog hurtigt tilbage og gennemførte resten af koncerten siddende med benet i gips
– Årets brækkede lemmer 2 – Stig fra D-A-D brækker armen
Den 29. maj startede D-A-D sin 2015 tur rundt i sommerlandet med den første udendørskoncert, der foregik på Aarhus Havn. Dizzy Mizz Lizzy og Dúné spillede i silende regn, og D-A-D gik på scenen for at slutte, hvad der havde været en god, om end våd koncertaften. Imidlertid gled bassist Stig Pedersen efter blot fire numre på den spejlglatte scene og pådrog sig et kompliceret brud på armen. Og da det er noget sværere at spille bas med en brækket arm end guitar med et brækket ben, blev koncerten aflyst efter en akustisk version af Laugh And A ½ leveret af brødrene Binzer. De efterfølgende koncerter spillede D-A-D med Søren Andersen som yderst kompetent vikar.
– Årets nedtur – David Bowie stopper med at turnere
David Bowie kommer aldrig til at turnere igen. Den triste udmelding kom fra en af Storbritanniens største festivalarrangører, David Giddings fra Isle of Wight. Bowies sidste danske koncert var i Forum i København i oktober 2003. Han skulle have spillet på Roskilde Festival i 2004, men endte med at aflyse turnéen efter sin koncert på Hurricane Festival i Tyskland 25. juni 2004, hvilket er hans sidste fuldlængde-koncert til dato.
Herefter gennemgik han en hjerteoperation og har kun givet enkeltstående, korte optrædener siden som gæst hos Arcade Fire og David Gilmour i 2005 og med tre numre med Alicia Keys til en støttekoncert i New York november 2006. Til gengæld kan vi glæde os over et nyt album med kamæleonen på hans 69 års fødselsdag 8. januar.
– Årets opløsninger: Farvel til…
Black Sabbath
Tungmetallens gudfædre har valgt at takke af efter mange års tro tjeneste. Deres indflydelse er indiskutabel, og efter 19 studiealbum, utallige turnéer og et væld af klassikere vil Ozzy Osbourne, Tony Iommi og Geezer Butler blive savnet. Gruppen startede op i Aston, Birmingham, England tilbage i 1968. De var revolutionerende inden for genren og har sat et umiskendeligt præg på nutidens metalmusik. Ozzy fortsætter dog sin solokarriere, og heldigvis kan vi nå at opleve veteranerne, før det umiskendeligt er slut. Sabbath er nemlig hovednavn på næste års udgave af Copenhell.
The Black Crowes…igen
Efter 24 års op- og nedture valgte de sorte krager ikke længere at folde deres vinger ud. Sådan lød udmeldingen (endnu en gang) fra guitarist Rich Robinson, som bekendtgjorde nyheden i januar. De er tidligere gået i opløsning i 2002, og de gik i hi i 2010, kun for at vende tilbage begge gange. Så vi tør håbe på, afskeden kun er midlertidig.
Bo Madsen – i Mew-sammenhæng i hvert fald
Ja, ja, der er ikke tale om en opløsning. Men det vakte da alligevel nogen opsigt, da Bo Madsen glimrede ved sit fravær ved flere koncerter, umiddelbart inden Mews Orange-koncert på årets Roskilde Festival. Onsdagen inden koncerten blev det så offentliggjort, at Bo Madsen havde forladt bandet, der er fortsat som trio – kun et år efter, at et andet medlem, Johan Wohlert, var kommet tilbage i folden igen. Der er endnu ikke givet nogen forklaring på, hvorfor Mew og Bo skiltes, men det er jo som sagt tidligere sket, at medlemmer er vendt tilbage.
– Årets døde – Dem sagde vi farvel til i 2015:
Daevid Allen (The Soft Machine, Gong, 77 år)
Chris Anker-Petersen (ejer og grundlægger af Train, 59 år)
A$AP Yams (26 år)
Chinx (31 år)
Ornette Coleman (85 år)
Jack Ely (The Kingsmen, 71 år)
Edgar Froese (Tangerine Dream, 70 år)
Lesley Gore (68 år)
Rutger Gunnarson (ABBA, 69 år)
Jørgen Ingmann (89 år)
Louis Johnson (Michael Jackson, 60 år)
Johnny Kemp (55 år)
Ben E. King (76 år)
Lil' Chris (24 år)
Steve Mackay (The Stooges, 66 år)
Charmayne Maxwell (Brownstone, 46 år)
Mike Porcaro (Toto, 59 år)
Hugo Rasmussen (74 år)
Raul Rekow (Santana, Savage Rose med flere, 61 år)
Demis Roussos (68 år)
Dennis Sheehan (tourmanager for U2, Patti Smith, Lou Reed med flere, 68 år)
Ivan Sørensen (Gnags, 60 år)
Phil "Philty Animal" Taylor (tidligere Motörhead, 61 år)
Allen Toussaint (77 år)
Scott Weiland (eks-Stone Temple Pilots, eks-Velvet Revolver, eks-Scott Weiland & The Wildabouts, 48 år)