Næsten et år til datoen efter det roste Byggesten er Pede B og DJ Noize klar med et nyt album – og det er endda et konceptalbum
Pede B og DJ Noize er klar med et nyt album allerede næste år. Konceptalbummet "Gin & Cocio" er sat til at udkomme den 18. marts. Pumpehuset i København vil lægge scene til releaseparty den 2. april.
Det kommende album har et større sammenhængende narrativ, der har krævet, at Pede B måtte gå anderledes til indspilningsprocessen.
Den 2. marts i år udkom Pede B med sit roste album, "Byggesten". GAFFAs musikanmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr kvitterede med fem stjerner og skrev: "Der er intet nyt i, at Pede B er en dygtig historiefortæller, og på dette album viser han, at han stadig bliver bedre. Den lethed, han mestrer i sine fortællinger – uanset om emnet er tungt, let, sjovt eller trist – er imponerende, og både Noize og Sampler forstår at producere til og med hans fortællinger."
Succesen fortsatte på årets Roskilde Festival, hvor Pede B spillede en suveræn koncert på Arena. Her kvitterede musikanmelder Peter T. Aagaard med den højeste karakter muligt, nemlig seks ud af seks stjerner. Han konkluderede begejsteret: "Pede "De siger, jeg er produktiv / Jeg siger, jeg ikke er doven" B leverede den bedste danske rap-koncert på Roskilde, jeg nogensinde har oplevet."