Nyhed

Se The Weeknds blodsprøjtende nye musikvideo

Den canadiske hitmager og hans kæreste er i uføre med et hold gangstere i ny video

Når året 2015 snarligt går på hæld, vil The Weeknd nok se tilbage på året med et stort smil på læberne. Hans album "Beauty Behind the Madness" blev velmodtaget, han er nomineret til syv Grammy-priser, og i sidste uge vandt han GAFFA-prisen som "Årets Udenlandske Navn", så hans poppede r'n'b har også haft massiv succes her til lands. Nu er The Weeknd klar med videoen til sin nyeste single "In the Night", og der bliver ikke sparet på blod og effekter i den dramatiske video.

Til hverdag er Abel Tesfaye kæreste med modellen Bella Hadid, og de to befinder sig i "In the Night" i et ubehageligt opgør mod et hold ubehagelige gangster-lignende typer, der misbruger Hadid og resten af danserne i den natklub, hun arbejder på, mens The Weeknd må se hjælpeløs til. I en musikalsk stilstand får natklubdanserne tilsyneladende genvundet overtaget, men Hadid og Tesfaye bliver sporet af en gangster, og det hele slutter i et dramatisk klimaks. 

Den visuelle stil er holdt i et underligt b-filmslignende horrorunivers, hvor blodet sprøjter fra venerne, og filmkvaliteten er skrabet. Klipningen er fragmentarisk og forsøger tydeligt at fastholde spændingen hos seeren og lytteren.


The Weeknd blev for nylig offentliggjort som et af de navne, der skal med Rihanna på verdensomspændende turne. De to kommer også forbi Danmark, når de den 7. juli gæster Danmark og giver koncert på Refshaleøen i København, hvor de også har Big Sean med i line-uppet.

Se den dramatiske "In the Night"-video her:


ANNONCE