Nyhed

Thank you for the music: 10 bands, der er gået i opløsning i 2015

Et fremragende musikår går på hæld, men det samme gør blandt andre Black Sabbath og Twisted Sister

2015 har været et fremragende musikår med mange nye skud på musikstammen. Men 2015 har også været året, hvor vi måtte sige farvel til en række bands, store som små. Vi mindes 10 af dem, der fortjener at få en bemærkning med på vejen.

The Black Crowes

Efter 24 års op- og nedture valgte de sorte krager ikke længere at folde deres vinger ud. Sådan lød udmeldingen (endnu en gang) fra guitarist Rich Robinson, som bekendtgjorde nyheden i januar. De er tidligere gået i opløsning i 2002, og de gik i hi i 2010, kun for at vende tilbage begge gange. Så vi tør håbe på, afskeden kun er midlertidig. 

Black Sabbath


Tungmetallernes gudfædre har valgt at takke af efter mange års tro tjeneste. Deres indflydelse er indiskutabel, og efter 19 studiealbum, utallige turnéer og et væld af klassikere vil Ozzy Osbourne, Tony Iommy og Geezer Butler blive savnet. Gruppen startede op i Aston, Birmingham, England tilbage i 1968. De var revolutionerende inden for genren og har sat et umiskendeligt præg på nutidens metalmusik. Ozzy fortsætter dog sin solokarriere, og heldigvis kan vi nå at opleve veteranerne, før det umiskendeligt er slut. Sabbath er nemlig hovednavn på næste års udgave af Copenhell. 

Dry the River


Floden er tørret ud for den engelske folk-kvartet, der i år har måttet se sig nødsaget til at søge ad nye veje. At dømme ud fra gruppens afsked på Facebook lader det til at være en svigtende økonomi, der ligger til grund for bruddet. Som afskedsgave har de så sent som i november udgivet ep'en "Hooves Of Doubt" med sange, der blev indspillet samtidig med "Alarms In The Heart", der var gruppens andet og sidste album fra 2014. 

Funeral for a Friend


I år er også det walisiske metalband Funeral for a Friend blevet stedt til hvile. Det offentliggjorde gruppen på deres Facebook-side sammen med offentliggørelsen af deres sidste turné, "The End Tour", der løber i foråret. Og turnéen bliver da også noget helt særligt, da bandet udelukkende spiller albumkoncerter, skiftevis med "Hours" og debutalbummet "Casually Dressed & Deep In Conversation". Hvis du skal opleve bandet en sidste gang, så går turen til Tyskland eller Storbritannien


"Det er en naturlig slutning. Vi har gjort alt, hvad vi havde sat os for og meget mere, end jeg kunne have håbet på, så jeg er ikke ked af, at bandet har gået sin gang. Vi følte allesammen, at 'Chapter And Verse' var et ret godt puktum efter 14 et halvt års samarbejde om musikken," sagde frontmand Matthew Davies-Kreye. 

Noah and the Whale


I april meddelte den engelske indie-folk-gruppe, at de går hvert til sit. Gruppen er mest kendt herhjemme for hittet "L.I.F.E.G.O.E.S.O.N" fra deres tredje plade, "Last Night on Earth". Bruddet følger den pause, de har været på siden slut-2013 efter udgivelsen af det succesfulde album "Heart of Nowhere". Medlemmerne har dog gang i hver sine projekter, og senest har forsanger Charlie Fink udgivet sit første soloudspil, "My Heartbeat Has Lost its Rhythm", som helt klart fortjener et lyt herunder. 

Odd Future


Selvom intet endnu er bekræftet officielt, så har Tyler, The Creator, der er leder af rapkollektivet OFWGKTA kraftigt antydet på Twitter, at samarbejdet er slut. I hvert fald skriver han følgende på Twitter (vi har ikke ændret i hans stavemåde): "damn going threw the old golf wang photos shit. i miss my friends alot. 5 years later isnt that long but wow soooo much has happened" og fortsætter: "although its no more, those 7 letters are forever." De "syv bogstaver" henviser til rapkollektivets initialer OFWGTKA.

Nogle af de i alt 15 medlemmer optrådte sammen i sommer på Tylers Camp Flog Gnaw-festival, hvor stemningen ikke var specielt varm over for festivalarrangøren. Hodgy Beats skrev efterfølgende på Instagram: "Call me jealous. Just don't call my phone. Tyler is a fraud. He turned his back on n****s that never crossed him and I'm not just speaking for myself only… Where Earl go? I know he had no part in the carnival." Det skriver NME.


The Replacements

80'ernes alt-rockpionerer The Replacements er gået i opløsning for anden gang. Under en koncert i juni meddelte frontmand Paul Westerberg, at koncerten ville blive bandets sidste, hvorefter han beskrev, hvordan hans bandmedlemmer var blevet hjemme på deres hotelværelser frem for at møde op til lydprøven. "Dovne røvhuller, lige til det sidste," kaldte han dem og smadrede sin guitar. Bandet fik aldrig det store gennembrud, men fik oparbejdet et ry som et fandenivoldsk liveband, der (alt for) ofte var for fulde til at spille koncerter og blandt andet blev bandlyst af tv-showet "Saturday Night Live" efter en skandaløs optræden i 1986.


Saint Rebel

Den danske hard rock-gruppe Saint Rebel stopper nu, hvor bandet kan fejre sit 10 års jubilæum. Om valget om at stoppe siger Saint Rebel selv: "Forskellige prioriteter må respekteres internt i bandet. Dette betyder, at bandet ikke længere kan dedikere sig 110 procent til musikken og alle de ting, som følger med ved siden af. Vi stopper ikke pga. manglende venskab, da dette stadig er intakt, men vi må se i øjnene, at vores projekt kræver enten 100 procent fokus eller intet fokus overhovedet." Gruppen blev stedt til hvile med manér ved en afskedskoncert i oktober måned på Paramount i Roskilde, hvor det hele i sin tid startede.  


Twisted Sister

I marts kom nyheden om trommeslageren A.J. Pero's tragiske død, og måneden efter annoncerede Twisted Sister, at de ville stoppe. Hardrockerne fra New York er officielt "not gonna take it, anymore!" Men ikke før de har taget en farvel-tour, de kalder "40 And Fuck It Tour", da den samtidig markerer deres 40-års jubilæum. Turnéen løber til sommer og bragte dem forbi Horsens i sommer, hvilket var sidste koncert i Danmark, så vil man opleve dem en sidste gang, er det nærmeste sted Sverige


The Woken Trees

The Woken Trees' melodiske og dystre postpunk kom direkte skudt ud fra det mørke Nordjylland, men efter seks års dedikation måtte medlemmerne sande, at det økonomiske afkast ikke længere stemte overens med indsatsen, og de så sig derfor nødsaget til at trække stikket, selvom bandet havde en færdigindspillet plade liggende, som vi må håbe ser dagens lys engang i fremtiden. En række af bandmedlemmerne har heldigvis andre jern i ilden og stikker i ny og næ hovedet frem i den danske undergrund. 


Joker: One Direction

Selvom det angiveligt ikke er for evigt, fortjener verdens populæreste boyband trods alt en plads på listen, i hvert hvis man dømmer efter de overvældende reaktioner, nyheden fremprovokerede – hvad end man hører til dem, der åndede lettet op, eller dem, hvis hjerte sprang et slag over. Ifølge bandet er der dog bare tale om en velfortjent pause med start i marts 2016. Ifølge The Sun var det for at arbejde på soloprojekter, og med Zayn Maliks afgang fra bandet i marts in mente er der mange Directioners, der frygter mere end blot en pause fra de fire drenge.

Launching, launching... Ready for takeoff! 

ANNONCE