Elektro-legenden Steve Strange er død

Det er ikke særlig længe siden, jeg skrev Edgar Froeses nekrolog, bagmanden i Tangerine Dream, og nu er det altså åbenbart næste generations synth-helte, der står for skud. Sikkert er det i hvert fald - desværre - at den mildt sagt flamboyante frontmand i den uden tvivl ultimative New Romantic-gruppe Visage, Steve Strange, nu er død. Det skete i Ægypten, som følge af hjerteslag. Sidste år i december blev Strange indlagt på hospital med vejrtrækningsproblemer, så man kan formode, at det har været af mere alvorlig natur.

Steve Strange var egentlig født Steven John Harrington, men hvem gider hedde sådan, når man i stedet kan hedde Strange? Og sådan blev det, for den walisisk fødte sanger var alt andet end bange for iscenesættelse. Strange var på mange måder barn af punk-æraen; i 1976 så han Sex Pistols, blev ven med bassisten Glen Matlock og begyndte at arrangere koncerter med diverse punkbands. Selv gik han også, i samme periode, til musikken, bl.a. i samspil med Chrissie Hynde, Topper Headon og Vince Ely, som siden fortsatte i projekter som Pretenders, The Clash og Psychedelig Furs. I 1978 var Steve Strange kortvarigt med i new wave-gruppen The Photons, men allerede året efter blev han involveret i den gruppe, hans navn altid vil være knyttet til.

Visage
I 1979 dannede Steve Strange gruppen Visage sammen med medlemmer fra Magazine og Rich Kids, herunder en vis Midge Ure, som på daværende tidspunkt endnu ikke havde overtaget posten som forsanger i Ultravox efter John Foxx. Visages førstesingle hed "Tar", og der var ikke tale om noget stort hit. Men det var der til gengæld med efterfølgeren, som ikke alene blev lidt af en bannerhymne for den gryende New Romantic-bevægelse men også et af firsernes største og mest ikoniske hits: "Fade To Grey". Nummeret handlede om angsten for at falme bort, for den alderdom, der venter forude, men ikke reduceret til rockens allerede på dette tidspunkt lidt tyndslidte mantra om at leve stærkt og dø ung. Helt i ånd med de tidlige firsere - atomkrigsangst, AIDS, massearbejdsløshed blandt unge - bød "Fade To Grey" ikke på letkøbte løfter, kun fremmedgørelse og et strejf af melankoli på forskud.

Steve Strange selv var dog noget nær flyvende i perioden. Visage blev sikret en stor pladekontrakt, første album blev en succes både kunstnerisk og økonomisk, og Strange selv medvirkede i David Bowies "Ashes To Ashes"-video, ikke mindst pga. sit esktremt stilbevidste udtryk, som på mange måder blev nærmest synonym med både Visage og med den såkaldte New Romantic-bølge. På mange måder var Steve Strange, med sin stilfuldt kunstfærdige make-up og sine fantastiske og overdrevne kostumer, i lige så høj grad modeikon som popsanger.

Blitz
Allerede i senhalvjerdserne var Steve Strange og Visage-partner Rusty Egan aktive i Londons klubmiljø, både som arrangører og dj's med speciale i sådan noget som Bowie og Kraftwerk. Succesen fortsatte side om side med Visages ditto, og Steve Strange blev berømt - og berygtet - for at føre en noget radikal dørpolitik, som kun lukkede folk ind, hvis de så tilpas specielle og outrerede ud. Dette ikke kun af æstetiske årsager, men også for at sikre et frirum til klubbens excentriske gæster, de såkaldte Blitz Kids. Og nåja, Strange nåede da bl.a. at afvise en hønefuld Mick Jagger i døren.

Blitz blev senere skiftet ud med Camden Palace, og Steve Stranges legendariske klub-univers nåede sågar at blive dækket i Mylius' Eldorado på disse kanter - og så bliver det, som bekendt, ikke meget større. Det kørte med andre ord for Steve Strange i begyndelsen af firserne, med feteret stjernestatus til følge - og det forbrug af alskens ting og sager, som i hvert fald den stereotype myte om det vilde rockstjerneliv kræver.

Faldet
Efterhånden som Ultravox fik mere og mere succes på egen hånd, bl.a. med store hits som "Vienna" og "Dancing With Tears In My Eyes", fik Visage-medlemmerne Midge Ure og Billy Currie, ikke overraskende, mere og mere travlt på den kant. Et andet af gruppens medlemmer, John McGeoch, fik mere og mere travlt med sit andet band, Siouxsie And The Banshes, og således blev den svære toer for Visage en hel del sværere. Men det lykkedes og i 1982 udkom "The Anvil". Albummet havde ganske vist ikke noget hit af samme kaliber som "Fade To Grey", og enkelte passager flirtede måske lige lovlig meget med den mere letbenede ende af datidens pop. Samtidig var der dog også numre såsom titelnummeret og "The Damned Don't Cry", der trak i den for gruppen mere velkendte mørke og dekadente retning. "The Anvil" var måske ikke helt så helstøbt som sin forgænger, men bestemt et godt udspil, som var med til at cementere, at Visage ikke var gået i graven. Men...

Kort efter udgivelsen af "The Anvil" valgte Midge Ure at forlade Visage for at fokusere helt og holdent på Ultravox, men også fordi der var begyndt at opstå uenigheder internt. For mange kokke, som han udtalte i et interview kort efter bruddet. Det er nok heller ingen hemmelighed, at Steve Strange i denne periode havde et vist forhold til visse substanser, og i det hele taget var der nok en stemning af forfald over projektet. Tredje album, "Beat Boy", blev dog udsendt i 1984, uden stor succes til følge, og i senfirserne og op gennem halvfemserne slog Steve Strange sig på trance-fester på Ibiza - Visage var reelt et overstået kapitel.

Strange gled ud af mediernes søgelys i flere år, blot for at dukke op igen i en bizar sag i år 2000, anklaget for at stjæle en Teletubbies-bamse fra et supermarked. Hans forsvarer plæderede for ikke at sende Strange i fængsel, da man frygtede for at det kunne ende med selvmord. Hendrix blev kvalt i eget bræk, Elvis døde på lokum, Tommy Seebach døde på Bakken - men jeg tror nok, at mit personlige favoritfald i den samlede pop- og rock-historie er Steve Stranges. Ynkeligt, trist og smukt på en og samme tid.

Op gennem nullerne og tierne forsøgte Steve Strange at gendanne Visage - med Steve Barnacle som eneste andet "gamle medlem" - og gav koncerter ved bl.a. goth- og synth-festivaler. I 2013 blev det også til nyt album, "Hearts And Knives", fulgt af sidste års Orchestral, som bød på orkestrale versioner af de gamle hits.

Men nu er det altså slut, og venner og kolleger som Billy Idol, Simon Le Bon og Kim Wilde har alle reageret derude i det store cyberspace. Selv vil jeg ærbødigt vende "Fade To Grey" på vores Golem-klub i Odense som dj i aften (fredag den 13.), med tak og respekt. Steve Strange nåede måske nok at falme, men han skred, før det blev gråt.

Se musikvideoen til "Fade to Grey":