Han har netop givet sin første udsolgte koncert efter kun to singler
Det halvirske sangtalent Patrick Dorgan er, på trods af kun to udgivne singler, i fuld gang med sin første danmarksturné. I går lagde sangeren vejen forbi Aarhus, hvor han spillede turnéens første udsolgte koncert på Headquarters. GAFFA mødte Patrick Dorgan til en snak om alt fra at være inspireret af Mariah Carey til, hvordan han fik fremskyndet underskrivningsprocessen med Copenhagen Records.
Har musik været en del af din opvækst?
– Jeg er opvokset i Valbys ghetto Akacieparken, hvor der hverken var plads eller penge til at være "et hjem med klaver". Men da jeg blev omkring fjorten år købte min far et Yamaha-elpiano til mig, og derfra begyndte jeg så småt at skrive sange. Sangene var dog kun med strygere og orgel - ikke kun fordi jeg godt kunne lide den storladne lyd det gav, men også fordi jeg ikke kunne finde ud af at spille akkorder. Jeg kunne høre, klangen var rigtig, men fandt først senere ud af, at det var en c-dur. Og sådan er det stadig lidt: de fleste af mine sange starter med en helt klar akkord, og så bevæger den sig frem derfra. Jeg har en meget simpelt tilgang til at at skrive musik, og det tror jeg også at man skal have.
Hvordan fandt du ud af, at musik var noget du havde talent for?
– Da jeg var tolv år gammel, lavede jeg mit første band, der blandt andet har heddet "The Hobits" og "Public Disease". Vi spillede alt fra Kim Larsen til Beatles. I starten troede jeg egentlig, at jeg skulle spille guitar i bandet, men på et tidspunkt opdagede vi, at jeg kunne synge, og så blev jeg forsanger. Men med det her band blev vi hyret til at spille til en skole-sommerfest, hvor jeg specielt husker en episode, hvor mine lærere kom hen og klappede mig på skulderen og sagde "det var sgu godt det der, Patrick". Så betød det lige pludselig ikke så meget, at jeg ikke var god til blækregning, for jeg var jo åbenbart god til musik.
Hvordan videreudviklede musikinteressen sig i din ungdom?
– Efter 10. klasse startede jeg på Sankt Annæ Gymnasium, fordi jeg gerne have noget med musik at gøre. Men gymnasiet havde jo ikke kun noget med musik og gøre, så det kunne jeg ikke - jeg kunne simpelthen ikke sidde stille, og det kan jeg stadigvæk ikke. Derfor søgte jeg på MGK, et konservatorie-forberedende grundkursus, og startede efterfølgende på konservatoriet. Men det dræbte mig. Det var rigtig svært at arbejde med dogmer og i faste rammer: "fra klokken ni til klokken tre skal I være kreative" og sådan fungerer kreativitet ikke for mig. Til sidst kom jeg så langt bagud med det hele, at jeg gik ned med flaget og måtte trække stikket, to måneder inden jeg skulle aflevere min bachelor. Men derefter tog jeg så i studiet med det samme og begyndte at skrive musik - og det er så det, jeg er ude og spille i dag.
Retro-soul og pop
Diverse medier har jo udnævnt dig til at være soulmusiker. Er det også sådan, du selv vil betegne dig og din musik?
– Jeg er jo først og fremmest en popdreng. Man kan også godt kalde det soul, eller retro-soul måske, men det gør man primært fordi, at jeg kan synge. Jeg synes, man skal slappe lidt at med at putte et prædikat på tingene, for man ved jo aldrig, hvilken musik man laver om fem år.
Hvilke inspirationskilder synes du er nævneværdige i forbindelse med din musik?
– Gode sangere og sangskrivere. Tim Christensen er en af mine største helte herhjemme. Udenlands fra har jeg hørt rigtig meget Stevie Wonder, Whitney Houston, Mariah Carey og Simple Minds, og så er Rufus Wainwright også en af mine helt store forbilleder. Da jeg var tolv efterlignede jeg Liam Gallagher fra Oasis, fordi jeg syntes, han var den bedste sanger i verden, og det synes jeg egentlig stadig også, at han er, på sin helt egen måde. Men det ville være hårdt at skulle synge som ham!
Hvor henter du henter du inspirationen til teksterne?
– Det er bare historier! Når vi (Patrick Dorgan, Brandon Beal og Stefan Forrest, red.) sidder i studiet og skriver, så prøver vi at finde den sammen, hvor vi eksempelvis idé- og videreudvikler på en hændelse eller person, vi kender. Som vi gjorde med den nye single "Marilyn", der bygger på et minde om en pige, som alle ville have, og tankerne omkring, hvordan hun måtte have haft det.
Som at søsætte et skib man selv har bygget
"On My Way Down" fik en fremragende modtagelse. Kom det som en stor overraskelse?
– Ja, meget! Den startede med at få en del airplay, hvilket betød, at der sad nogle radiofolk, der godt kunne lide det, og det var jo fedt i sig selv. Og ved at kigge på diverse playlister gik det stille og roligt op for mig, at folk også kunne lide det og da jeg spillede på Ideal Bar og Lille Vega, så kom folk! Det var ret overvældende. Især fordi man selv har lavet sangen lang tid før, og når den så endelig bliver udgivet, så er det som at søsætte et skib, man selv har bygget: pludselig får den sit helt eget liv. Det er lidt angstprovokerende. Men når folk så står inde på breden og klapper, så er det jo helt fantastisk.
Du er i stald hos Copenhagen Records. Hvordan kom det i stand?
– Jeg deler managere med forskellige kunstnere, blandt andre Lukas Graham og Brandon Beal, og de har samarbejdet med Copenhagen Records før. Nu har jeg ikke selv været til møderne, men derudover ved jeg, at de de tror meget på projektet og deler de samme visioner som mig.
– Men der ligger faktisk en anden lille sjov historie bag. Da jeg i 2012 finder ud af, at jeg vil leve af musikken og ikke længere supplere det med en kokketjans, laver jeg et lille stunt. Lidt ligesom når man sidder i et rum, hvor folk godt ved, at man er til stede, men hvor der lige skal et højt klap til at få dem til at høre efter. Jeg sørgede derfor for, at alle dem jeg vidste havde interesse i mig, inklusive Copenhagen Records, hørte, at der var mange om buddet. Hvilket slet ikke var forkert, men måske heller ikke var så presserende, som mine selvopstartede rygter fik det til at lyde. Men være, hvad det være vil, så betød det i hvert fald, at der kom fut i tingene, og jeg kort efter skrev under hos Copenhagen Records.
Ud over den nyudkome single "Marilyn", hvad er så næste step?
Det er en ep, som jeg håber på kommer til april. Der er egentlig numre nok til at lave et album, så vi overvejede om vi skulle lave et nogenlunde album eller en ep, der sparkede benene væk under folk - og det kommer den til, jeg tror virkelig på det vi sidder og laver lige nu.
Patrick Dorgans turné fortsætter et par uger nu, og han vil derudover også være at finde til blandt andre Spot Festival, Jelling Musikfestival, Kløften Festival og Skive Festival. Find billetter via GAFFA Live.
