Du kan blandt andre glæde dig til Vinnie Who og AV AV AV
Tisvildelejes musikfestival Musik i Lejet har løftet sløret for de første fire navne, der gæster sommerens festival. Det er Vinnie Who, AV AV AV, Jacob Bellens og Hymns From Nineveh.
Vinnie Who er kendt for sin lyse falsetvokal, der har været i rotation på landets radiostationer med singler som "Remedy" og "Killerbee". På førstesinglen "Seven" fra hans kommende album er discorytmerne og synthlydene afveget til fordel for et mere guitarbårent lydbillede og en 70'er-inspireret blødhed.
AV AV AV er et samarbejde mellem tre producere og dj's: Eloq, Unknown og DJ Er Du Dum Eller Hvad. Deres første udspil "All Good" har bragt dem stor opmærksomhed fra både ind - og udland. Gruppen blander kontrol og kaos i et house-orienteret lydbillede.
Jacob Bellens er manden bag den velkendte stemme fra Murder og I Got You On Tape. I 2014 udgav han sit andet soloalbum "My Convictions", der rent atmosfærisk bevæger sig i et tilbagelænet og afslappet rum.
Hymns From Nineveh blander både folk, pop, indie og rock på deres nyeste album "Visions". Så der bliver lidt for enhver smag, når de gæster Tisvildeleje.
Du kan opleve navnene på Musik På Lejet, der løber af stablen den 16.-18. juli i år. Du kan finde billetter til festivalen her. Indtil da kan du smuglytte til de offentliggjorte kunstnere her: