GAFFA har fundet fem af de mest medieomtalte pauseshows – fra Springsteen til Janet Jacksons brystbombe
I aften kan danske entusiaster udi amerikansk fodbold se frem til den 48. Super Bowl-finale - i år er det Seattle Seahawks og New England Patriots, der dyster om sejren på University of Phoenix Stadium i Glendale, Arizona. Det er dog ikke en begivenhed, der foregår udelukkende i sportens verden, da pauseshowet i kampen mellem de to stridende hold er berømt for at bringe nogle af musikverdenens største navne til scenen.
I de senere år har legendariske kunstnere som The Who og Paul McCartney og verdensnavne som U2 og Bruce Springsteen vundet indpas på scenen for millioner af seere. I år er det Katy Perry og Lenny Kravitz, der står for at levere underholdningen og fastholde seernes opmærksomhed i pausen.
Hvor pauseshowet nogle gange har givet anledning til stor jubel og triumf, har det andre gange været årsag til forargelse og kritik. Det svinger lige fra den livsbekræftende oplevelse over det teatralske til den rene skandale. Nogle gange er musikken i centrum, og andre gange er det ikke ligefrem musikken, der stjæler showet, hvilket kan være farligt i en live-transmission.
Vi har valgt fem pauseshows fra de sidste 20 år, som du kan se her, og de har alle noget at byde på - lige fra det komiske til det storladne.
5) Bruce Springsteen, 2009
The Boss var måske nok et populært valg til at tage sig af pauseshowet i 2009. Han var heller ikke i tvivl om, at det var et show, folk skulle have, og han medbragte sig et solidt sæt af klassikere som "Born to Run" og "Glory Days". Alligevel var det hans knæ, som fik det meste af opmærksomheden.
The E-Street Band starter med "Teenth Avenue Freeze Out" fra 1975, og en overbegejsteret Springsteen prædiker direkte til kameraet. Han opfordrer seerne til at blive hængende, smide maden de har i hænderne og skrue helt op for fjernsynet. Herefter løber han over scenen, bestiger et hvidt flygel, og idet sangens intro sparker rigtigt i gang, hopper han ned til sit mikrofonstativ og kaster sig i knæ foran det, så det et øjeblik skifter karakter og fremtræder som noget helt andet.
Her stopper Springsteen dog ikke med sine knækastende eskapader. Henimod sangens afslutning beslutter han sig for at glide i knæ langs scenekanten med det resultat, at han drøner direkte ind i et kamera med skridtet først. Gæt selv om det var musikken eller den glidende Boss, der fik opmærksomhed på internettet den følgende dag.
4) Michael Jackson, 1993
I 1993 var Michael Jackson den største popstjerne i verden. Da han optrådte til Super Bowl, var de første anklager om pædofili endnu ikke blevet fremsat og havde plettet hans karriere for eftertiden. Det var således en selvsikker Jackson, der gav et show, som stadig betragtes som et af de bedste i Super Bowls historie.
Som en tryllekunstner springer Jackson op fra toppen af scoretavlen blot for få sekunder senere at dukke op af en røgsky på selve scenen. Han er klædt i en slags militærdragt, men da bandet går over i "Billie Jean", ryger jakken. Tilbage står the King of Pop i en åben, hvid skjorte, mens den varme californiske brise får den til at blafre.
Afslutningsvis går Michael Jackson over i "Heal the World", hvor han får hjælp af et gigantisk børnekor. Der var et positivt budskab bag det dengang, men det er som om, at det med eftertidens øjne desværre har fået en skæv vinkel.
3) Diana Ross, 1996
I 1996 beviste Diana Ross, hvorfor hun må regnes for at være en af de originale divaer med en exit fra scenen, der er så overdreven, at den næsten er absurd. Efter at have sunget en række af sine største hits slutter Ross af med sangen "Take Me Higher", mens en helikopter toner frem i horisonten.
"Ooohh, here comes my ride", udbryder sangerinden, før helikopteren lander, og hun træder ombord for at flyve syngende væk. Der kan man tale om at forlade festlighederne med ekstravagant stil.
2) Madonna, 2012
Da Madonna optrådte for tre år siden, ville hun sandsynligvis bruge showet til samtidig at understrege, at hun stadig var den største popstjerne i verden. De gode intentioner til trods blev hun alligevel overskygget af en yngre konkurrent. Dog ikke på den musikalske måde.
Med sig på scenen havde Madonna adskillige af tidens hippe navne, her iblandt LMFAO, Nicki Minaj, M.I.A. og Cee Lo Green. Hvor de sidstnævnte var klædt ud som en slags heppekorsgruppe, fremtrådte Madonna selv som deres leder. Der skulle ikke herske tvivl om, hvem det var der var i centrum.
Da Madonna skal fremføre sin nye single, "Give Me All Your Luvin'", får hun Nicki Minaj og M.I.A. med sig på scenen, og det er her, den omdiskuterede hændelse indtræffer. Midt i nummeret beslutter M.I.A. sig tilsyneladende for at give kameraet fingeren, fordi hun ikke må synge ordet "shit". Den slags går ikke på amerikansk tv, men når det kommer til iscenesættelse og opmærksomhed, må man sige, at det nye navn udkonkurrerede den herskende dronning - uheld eller ej.
1) Janet Jackson, Justin Timberlake, 2004
Det pauseshow, som alle stadig taler om - og det verden over. Det har fået det ironiske tilnavn "Nipplegate" på grund af det store postyr, Justin Timberlake og Janet Jacksons optræden sammen forårsagede. Herhjemme virker det måske meget uskyldigt eller snarere ligegyldigt.
Janet Jackson har netop sunget sit hit "Rhythm Nation", da Justin Timberlake overraskende slutter sig til hende på scenen. De synger duet i Timberlakes "Rock Your Body", hvor de begge gnider sig op ad hinanden. Det burde i sig selv være frækt nok. Det går dog lidt videre, for da Timberlake synger sangens sidste linje: "I'm gonna have you naked by the end of this song", flår han en tøjlap af Jacksons højre bryst og afdækker derved hendes bryst.
Til trods for at brystvorten var dækket af et stort smykke, vakte episoden stadig stor harme. MTV, som stod bag den arrangerede optræden, hævdede, at det var et uheld og ikke en indøvet del af koregrafien. Det samme gjorde Jacksons talsperson. Den store skandale udmøntede i en retssag med en kæmpe bøde til tv-selskabet, fordi flere amerikanere følte det som et overgreb. Ikke desto mindre er det én af de mest gensete optrædener i Super Bowls historie. Det er vist stadig lidt af et diskussionsemne, om det var et uheld eller ej. Se selv efter, hvad tror du?
Hvad søndagens show byder på, om det bliver succes eller skandale, må tiden vise. Showet sendes på TV 3+ fra klokken 22.