Her synger hun sammen med Kurt Wagner fra Lambchop
Den turnéaktuelle danske sangerinde, sangskriver og ikke mindst pedal-steel-guitarist Maggie Björklund er nu klar med en ny musikvideo til nummeret "Fro Fro Heart", hvor hun synger sammen med amerikanske Kurt Wagner fra Lambchop.
"Fro Fro Heart" er fra det amerikanskinspirerede album "Shaken", som blev anmeldt til hele fem stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen, da den udkom i efteråret sidste år. "Den hjerteskærende duet "Fro Fro Heart" bløder af ren melankoli og iturevne drømme. "Shaken" er på alle måder en rystende god skive fra Maggie Björklund, der også som sangskriver kan sit håndværk", lød det fra GAFFAs anmelder.
Maggie Björklund har en imponerende musikkarriere bag sig. Hun har blandt andet tidligere turneret som pedal-steel-guitarist med selveste Jack White og var i 90'erne guitarist i et af Danmarks få kvindelige countrybands, Darleens.
Maggie Björklund er på Danmarksturné i marts og spiller følgende steder:
12. marts: Gimle, Roskilde
14. marts: Atlas, Aarhus
21. marts: Dexter, Odense
12. april: Vega, København
Nu har hun så samarbejdet med Lambchops Kurt Wagner, og du kan se den nye musikvideo til nummeret "Fro Fro Heart" herunder: