Det danske singer-songwriter-projekt er aktuel med albummet Flood
Danske The Migrant alias sanger og sangskriver Bjarke Bendtsen er aktuel med sit fjerde album, "Flood", som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann har tildelt fire pæne stjerner under overskriften "Bjarke Bendtsen giver sin fornemme folkrock en vellykket live-overhaling". Læs hele anmeldelsen her.
I den forbindelse har vi bedt Bjarke Bendtsen valgt fem videoer med fem favoritkunstnere og inspirationskilder, og de kommer her.
Billie Holiday: "Strange Fruit" (1939)
– Jeg får altid tårer i øjnene, når jeg hører den her. Fremførelsen er på én gang så fængslende smuk og pisseuhyggelig; føles som om tiden går i stå. Optagelsen er fra 1939 og sangen handler om de sorte, der måtte lade livet for de hvides racisme, og nu hænger og dingler fra træerne.
Nina Simone: "Sinnerman" (1965)
– Tror, jeg blev rigtig hooked på den sang efter at have set David Lynch' mesterlige film "Inland Empire". Sangen skulle efter sigende være en traditionel afro-amerikansk hymne, hvor man tilstår alle sine synder og får renset helt ud inden dommedag. Man bliver fuldstændig hypnotiseret af den måde Simone synger den på.
Tom Waits: "Raised Right Men" fra albummet "Bad As Me" (2011)
Jeg er vild med Tom Waits og alt, hvad han står for. Hans albums er skatte, der ligger og venter på at blive opdaget og genopdaget. Hvis jeg kun kunne tage én kunsters album-katalog med på en øde ø, skulle det være hans. Jeg ville aldrig komme til at kede mig. Og hans seneste album er klart en af mine favoritter. Han må gerne leve længe endnu.
Jeg er vild med Tom Waits og alt, hvad han står for. Hans albums er skatte, der ligger og venter på at blive opdaget og genopdaget. Hvis jeg kun kunne tage én kunsters album-katalog med på en øde ø, skulle det være hans. Jeg ville aldrig komme til at kede mig. Og hans seneste album er klart en af mine favoritter. Han må gerne leve længe endnu.
Ennio Morricone: Once Upon a Time in the West - Soundtrack (1968)
– Jeg har tit perioder, hvor jeg ikke lytter ret meget til plader. Til gengæld ser jeg en del film, og et af de soundtracks, der har inspireret mig mest er det her. Tør, støvet western-lyd møder slut-60'ernes psykedeliske tråd og klassisk, amerikansk film-musik. Det bliver ikke større.
– En klassiker, som jeg ikke kan blive træt af. Jeg har lyttet forfærdelig meget til Neil Young og er glad for at have fået hørt ham live et par gange. Han er en af de sangskrivere, jeg føler mig mest i familie med, og så er det jo betryggende at se, han stadig rocker hårdt som snart 70.
– Jeg har tit perioder, hvor jeg ikke lytter ret meget til plader. Til gengæld ser jeg en del film, og et af de soundtracks, der har inspireret mig mest er det her. Tør, støvet western-lyd møder slut-60'ernes psykedeliske tråd og klassisk, amerikansk film-musik. Det bliver ikke større.
Neil Young: "The Needle And The Damage Done" fra albummet "Harvest" (1972)
– En klassiker, som jeg ikke kan blive træt af. Jeg har lyttet forfærdelig meget til Neil Young og er glad for at have fået hørt ham live et par gange. Han er en af de sangskrivere, jeg føler mig mest i familie med, og så er det jo betryggende at se, han stadig rocker hårdt som snart 70.
