Den legendariske folkesanger blev hyldet af generationer, der fortolkede hans sange
Bob Dylan blev hædret med en stjernespækket koncert, da han blev tildelt MusiCares "Person of the Year"-prisen den 6. februar. Dylan optrådte ikke selv med sin musik, men underholdt i stedet med en halv time lang tale, der omhandlede hans karriere. Han stod smilende og lænede sig op ad podiet, mens han gjorde grin med sine kritikere og hyldede sine musikalske helte.
Prisen blev overrakt af USAs tidligere præsident Jimmy Carter, og Dylan gik straks i gang med at takke sine trofaste venner og støtter, deriblandt den legendariske talentspejder og producer i Columbia Records, John Hammond, skriver Rolling Stone. Han takkede også de utallige kunstnere, der har fortolket hans sange igennem tiden. "Jeg var ikke en pop-sangskriver" sagde han med reference til grupper som The Byrds, Turtles og Sonny & Cher, der alle har bragt hans sange ind på Top 40-hitlister. "Det havde jeg i virkeligheden ikke lyst til at være, men det var godt, at det skete. Deres versioner af mine sange var ligesom reklamer, men det havde jeg egentlig ikke noget imod - fordi 50 år senere bliver mine sange brugt i reklamer. Så det var også godt."
Dylan udtrykte særlig stolthed over, at hans personlige helte har sunget hans materiale, og han fremhævede kunstnere som The Staples Singers, Nina Simone, der ifølge Dylan er en "overvældende kunstner" og "en gigant af en mand", Johnny Cash. Han gjorde samtidig opmærksom på, at anerkendelsen af hans arbejde som tekstforfatter var del af en løbende tradition, og at han lærte at skrive igennem sin besættelse af at lytte til folkesange: "De gav mig koden" sagde han. "I tre eller fire år hørte jeg stort set ikke andet end folkesangere. Jeg faldt i søvn, mens jeg sang folkesange. Jeg sang dem overalt. Hvis du havde sunger "John Henry" ligeså mange gange, som jeg, så ville du også have skrevet "How many roads must a man walk down"".
Resten af aftenen blev fyldt ud med fortolkninger af Dylans sange fra en bred vifte af kunstnere fra forskellige generationer. Beck lagde ud med sin fortolkning af "Leopard-Skin Pill-Box Hat", efterfulgt af Bruce Springsteen og Tom Morello, der optrådte med "Knockin' on Heaven's Door". Derudover bød aftenen på en stjernerække af sangere, lige fra Norah Jones til Aaron Neville.
David Crosby blev fanget på den røde løber, hvor han udtalte sig om Bob Dylans store indflydelse på sin generation af folkesangere og rockstjerner: "Da "Tambourine Man" røg i æteren, var det første gang, at nogen satte god poesi i rotation på radioen nogensinde. Han ændrede verden. Han gjorde indholdet vigtigt. Før Bob betød tekster ingenting" udtalte Crosby, der selv vandt prisen i 1991.
Prisen bliver uddelt af The National Academy of Recording Arts and Sciences, der også står bag Grammy Awards, og tildeles musikere for deres kunstneriske bedrifter i musikindustrien og deres filantropiske dedikation. Du kan se et uddrag af aftenen her: