Nyhed

Will Smith har indspillet flere nye sange med Kanye

Det er ti år siden The Fresh Prince senest udgav et album

Will Smith har været i studiet og indspille "syv eller otte" nye sange med Kanye West. Det afslører Smith i et interview med Hollyscoop på den røde løber til premieren på sin nye film "Focus".

I 2013 bekræftede skuespilleren og rapperen, at han "havde gang i noget" med Kanye West, efter de var blevet fotograferet sammen i et studie i Brasilien. I et radiointerview med Ryan Seacrest tidligere denne uge nævnte Smith igen Kanye og sagde, at de to har været i studiet sammen et par gange. I det nye interview med Hollyscoop afslører rapperen så præcis hvor meget, de to har fået udrettet. 

"Jeg har indspillet en masse. Jeg har ikke noget, jeg kan lide endnu, men jeg har nok indspillet omkring syv eller otte sange. Der er ikke noget, der er sikkert, det er bare udforskende," sagde Smith til Hollyscoop.


Det er hele ti år siden, Will Smith udgav sit seneste album "Lost And Found", der modtog tre stjerner fra GAFFAs anmelder Christian Grubert. Will Smith blev kendt i start-90'erne med komedieserien "The Fresh Prince of Bel-Air" og havde efterfølgende stor succes som rapper med numre som "Gettin' Jiggy Wit It" og "Miami". I mange år har Will Smith primært været kendt som skuespiller i film som "I Am Legend", "Ali" og "Men In Black".

På det seneste synes den 46-årige skuespiller dog at vende tilbage til rappen, som man har set det for nyligt i The Tonight Show med Jimmy Fallon, hvor Smith og Fallon beatboxede til en app.

Se desuden Will Smith rappe "Summertime" i denne nye video fra showet Jimmy Kimmel Live!:

ANNONCE