Den elektroniske stilskaber især kendt fra Tangerine Dream blev 70 år
Det føles omtrent som i forgårs at vi mistede Lou Reed, en af rockens allerstørste, og med Edgar Froeses død for et par dage siden, den 20. januar i Wien, som følge af blodprop i lungerne, har den moderne elektroniske musik mistet en af sine vigtigste skikkelser. Froese var sit liv igennem involveret i et hav af forskellige projekter, men hans navn vil naturligvis altid stå forbundet med den gruppe, han kom til at tegne gennem, hvad man vist godt kan tillade sig at kalde en menneskealder: Tangerine Dream.
Edgar Froese spillede klaver og guitar gennem sine teenageår og studerede kunst og skulptur i Berlin som ung. Et møde med selveste Salvador Dali skulle efter sigende have været med til at give den unge Froese inspirationen til den kunstneriske retning, der blev til Tangerine Dream, en gruppe, som blev toneangivende på den tyske Krautrock-scene i halvfjerdserne sammen med navne som Neu!, Can, Cluster, Kraftwerk, Klaus Schulze og Conrad Schnitzler - de to sidstnævnte herrer indledte faktisk deres respektive karrierer som medlemmer i netop Tangerine Dream.
I udgangspunktet var Tangerine Dream inspireret af britisk rock som Pink Floyd, Rolling Stones og Beatles, amerikansk blues og den mere eksperimenterende ende af jazzen, men det var i mødet med den elektroniske musik, at den tyske gruppe for alvor fandt sin afgørende rolle.
Ambient før Eno, trance før Goa
I halvfjerdserne, der nok af de fleste eksperter på området stadig regnes som Tangerine Dreams guldalder, udviste gruppen en imponerende, ja næsten vanvittig kreativitet. På tidlige album som "Alpha Centauri", "Zeit" og "Atem" rejste Froese og hans musikalske venner langt ud i rummet og spillede en form for mørk og ofte improvisatorisk orienteret ambient-musik. Sådan kaldte man det ikke dengang, for Brian Eno havde endnu ikke fundet på termen, men at Tangerine Dream reelt var med til at grundlægge fundamentet for den moderne ambientgenre i disse år er aldeles indiskutabelt.
Kort herefter udsendtes "Phaedra", på Virgin sågar. Richard Branson havde haft uventet stor succes med Mike Oldfields "Tubular Bells", så hvorfor ikke tage chancen med en flok underlige tyskere og deres kosmiske lydmalerier? Bevares, helt så stor en kommerciel succes som "Tubular Bells" blev "Phaedra" aldrig, men den blev en succes i særdeles seriøs grad, med guldplader i syv lande og stort internationalt gennembrud til følge. Sammen med landsmændene i Kraftwerk, franske Jean Michel Jarre, amerikanske Wendy Carlos og græske Vangelis blev Tangerine Dream en del af elektronmusikkens første generation af stjerner.
Og det i sig selv er jo i og for sig ikke det væsentlige, for det væsentlige er albummets musikalske landvindinger. Udover at være et fremragende album fra først til sidst, markerer "Phaedra" også et vendepunkt i Tangerine Dreams karriere, nemlig bevægelsen fra de mørke, udpræget dronebaserede ambientværker til en rytmisk orienteret musik med udtalt brug af arpeggiofigurer, senere sequencere, på mange måder noget, man godt kan tillade sig at kalde al trancemusiks kosmiske ursuppe.
Koncerter og soundtracks
Op gennem halvfjerdserne og firserne var Tangerine Dream meget aktive på alverdens livescener - dog aldrig Danmark - og de blev blandt andet berømte og berygtede for en koncert i en mere end propfyldt Rheims-katedral i 1974, hvilket resulterede i en officiel bandbulle fra selveste paven - bedre PR fås vist næppe. Gruppen optrådte også ved flere lejligheder i Østeuropa, hvor den opbyggede en stor fanbase, som for eksempel dokumenteret på livealbummet "Poland" fra 1984.
I 1977 udgav Tangerine Dream "Sorcerer", soundtracket til William Friedkins film af samme navn. Albummet regnes stadig som lidt af en kultklassiker, og sidste år opførte gruppen således musikken herfra live i København til hvad man nok desværre må regne for gruppens første, sidste og eneste koncert på dansk jord. Men "Sorcerer" blev også startskud til en karriere med soundtracks. Masser af soundtracks. Af disse står dem til "Thief" og gyserfilmene "The Keep", "Firestarter" og "Near Dark" nok tilbage som de mest interessante, for der blev også leveret metervare - til metervarefilm. Faktisk skulle det tiltagende soundtrack-arbejde have været en af årsagerne til at Froeses mangeårige partner, Chris Franke, valgte at forlade Tangerine Dream i 1987. Nogle år senere endte han i øvrigt med selv at lave musik til en sæson af "Walker, Texas Ranger", hvilket vistnok må kaldes for skæbnens absolut bitre ironi.
Som far så søn
I det hele taget har der, hele vejen igennem, været temmelig solid svingdør i Tangerine Dream, som har haft mere end tyve medlemmer gennem tiden. Ud over altså Edgar Froese selv og de allerede nævnte Chris Franke, Klaus Schulze og Conrad Schnitzler, bør vel også nævnes Peter Baumann, Johannes Schmoelling og Paul Haslinger som prominente og betydende medlemmer i gruppens historie. Og i 1990 blev Tangerine Dream så et regulært familieforetagende, da Edgars søn Jerome trådte ind i bandet. Han forblev medlem indtil 2006.
Op gennem halvfemserne drejede Tangerine Dream i mere rockorienteret retning, måske ikke mindst som følge af guitarvirtuosen Zlatko Pericas indtrædelse i gruppen i 1992, men i de senere år har stilen måske snarere placeret sig et sted mellem såkaldt voksenrock og new age, komplet med sporadisk saxofon ved Linda Spa, der ligeledes indtrådte i Tangerine Dream i 1992.
Jeg er staten
Sådan sagde Ludvig den 14. som bekendt engang, og jeg vil dertil godt have lov at knytte kommentaren: Edgar Froese er Tangerine Dream. Eller var. For nu er han død, i en alder af halvfjerds år. Medlemmer kom og gik, det samme gjorde modebølger, musikalske stilretninger og teknologiske landvindinger. Analoge synthesizere af den slags, moderne electronicakunstnere vil betale en halv sjæl for, tidlige samplere, der kostede en halv bondegård til trods for, at de kunne mindre end din laptop, de tidligste og noget kluntede udgaver af musiksoftware, som i dag stadig spytter nye versioner på markedet - Tangerine Dream var med hele vejen, og i første række. Og den røde tråd gennem hele denne historie har været Edgar Froese.
Er der en fremtid for Tangerine Dream uden Edgar Froese? Det oplagte svar må være et klart nej. Nu skal man naturligvis aldrig sige aldrig - Brian May har jo dog forsøgt sig med Queen-koncerter uden Freddie Mercury - men det synes svært, grænsende til det umulige, at forestille sig et Tangerine Dream uden reel forbindelse til det oprindelige udgangspunkt, uden den røde, eller måske i dette tilfælde, orange tråd.
Farvel og i sandhed tak
Tilbage står så musikken - og der er rigtig meget af den, for Edgar Froese var en mildt sagt produktiv herre. Ud over de mange Tangerine Dream-udgivelser - og jeg vil overlade de hårde fans, de ægte anorakker, slagsmålet om helt præcist hvor mange - nåede Froese også at udsende en stribe solo-udgivelser, hvor blandt andre "Aqua" og "Stuntman" kan fremhæves. Tangerine Dream har for længst indskrevet sig i den elektroniske musiks historie, været med til at grundlægge genrer og har inspireret vidt og bredt, naturligvis ikke mindst indenfor electronica, ambient, techno, trance og new age.
Selv holder jeg afgjort mest af gruppens materiale fra halvfjerserne og op til sådan cirka midtfirserne, album jeg stadig vender tilbage til og forholdsvis jævnligt. Jeg har glade minder om mine spæde forsøg på at lære mig selv at spille på synthesizere med udvalgte Tangerine Dream-temaer, om afgjort nørdede diskussioner med ligesindede om, hvilken maskine der mon var brugt til den der lyd på "Stratosfear", om døre, der åbnedes til et væld af forskellige retninger og genrer inden for den elektroniske musik. Sidst, men ikke mindst forblev Edgar Froese altid kunstner, sådan en, der havde den velsagtens i vor tid nærmest infame frækhed altid at tage sin kunst alvorligt. Tak for det hele, Edgar.
Hør Tangerine Dream på Spotify og WiMP:
