Elsket og savnet: Elvis-hyldest i internationalt format i Randers
Se masser af billeder fra aftenen her
Det kan synes nærliggende at trække på smilebåndet over fænomenet Graceland Randers; det mærkeligt malplacerede monument og museum over et af den amerikanske populærkulturs største ikoner - på en mark ved en indfaldsvej til den østjyske provinsby Randers med det notorisk blakkede ry.
I realiteten har ikke mindst ankermanden og (i sagens natur) Elvis-entusiasten Henrik Knudsen skabt en imponerende samling - og samtidig etableret nære venskabelige forbindelser til ikke mindst Presleys efterladte bandmedlemmer, hvoraf flere tidligere har gæstet Gracelands jyske aflægger.
I aften (8. januar, red.) er de så alle samlet, i netop Randers: Vokaltrioen The Imperials og TCB Band med guitarlegenden James Burton i front, som bakkede The King op i de sidste, frugtbare år af karrieren. Og festen er flyttet til Værkets større faciliteter, for såvel besætningen som anledningen er særlig i aften.
"Et arrangement som dette kunne have fundet sted i New York, Memphis, Paris....men af alle steder er det blevet Randers. Hvor cool er det at fjere Elvis' 80 års fødselsdag på selve dagen? Det er cool i sig selv. Men hvor cool er det så at fejre den med hans venner, hans musikere?," spørger Henrik i sin indledning.
Sentimentale højdepunkter
Entusiasmen i lokalet er da også til at tage og føle på, efterhånden som seancen folder sig ud: Sammenligninger med Presleys egne kraftpræstationer i halvfjerdserne giver naturligvis ingen mening, men på egne præmisser er det en fornøjelse at opleve såvel de gamle backingmusikere puste liv i materialet, mens den vokale hovedrolle varetages af østrigske Dennis Jale.
Meget langt fra kongens uomtvistelige grandeur, men ikke desto mindre med en god portion indlevelse, idet et omfattende udpluk af det store bagkatalog foldes ud. Fra gamle, sentimentale højdepunkter som "Don't Cry Daddy," "In the Ghetto" og "Always on my Mind" til en regulær rock'n'roll tour de force fra Hound Dog, Jailhouse Rock til Chuck Berrys "Roll Over Beethowen," "That's Allright Mama" og en lang række andre klassikere fra rockmusikkens formative år.
Stemningen løftes gradvist, idet man tydeligt fornemmer, at det er fans - hvoraf adskillige tilrejsende fra andre lande - som er samlet for at fejre deres idol; der er trængsel i foyeren efter koncerten, da Glen D. Hardin, Dennis Jale og James Burton stiller op for at skrive autografer. Og Burton, som med rette er blevet kaldt Telecasterens mester, er naturligvis en historie for sig.
Ikke alene har han spillet på mere eller mindre legendariske optagelser med folk som Gram Parsons, Johnny Cash, Merle Haggard, Joni Mitchell, Townes Van Zandt og mange, mange andre - han spiller stadig fuldstændig fremragende. Ikke noget distortion-pjat dér, bare den klare, sprøde Telecaster-klang, no bullshit.
Maratonshow
Selvom vi får udpluk fra hele karrieren, giver det god mening at sættet inkluderer en god del gospel - både på grund af The Imperials tilstedeværelse, og fordi det jo netop er Preleys musikere fra 1969 og frem til hans død i '77, der er samlet i Randers i aften. Til et tre timer langt - pause inkluderet - maratonshow, som også bringer en tydeligt rørt Henrik Knudsen - ud på scenen til publikums hyldest. Og som i øvrigt dedikeres til den gamle bandleder Joe Guercio, som afgik ved døden for få dage siden.
"This is your audience," siger forsanger Dennis Jale med armen om Knudsen midt under stærke "Suspicious Minds," som bliver den dramatiske kulmination, inden den arketypiske sjæler "Can't Help Falling in Love" får lov at lukke det lange sæt.
To ekstranumre følger det glade publikum hjem, og Knudsen havde ret: Det har vitterligt været en hyldest af internationalt format. Hvor man umuligt kan undgå at savne hovedpersonen selv, bevares - men hvor man alligevel får en flig af fornemmelse af, hvordan det må have været at opleve en Elvis Presley-koncert way back when. Hvilket vel i og for sig er en ganske væsentlig del af, hvad det hele handler om i aften. En flot fødselsdagsfest.
Vurdering: 4 ud af 6 stjerner