Nyhed

Fremadstormende Years & Years til Danmark

Lovende electropoppere kommer til Danmark for første gang

Det engelske elektropop-band Years & Years drager til foråret ud på en større europæisk turné, der for første gang bringer dem forbi Danmark, nærmere betegnet den 27. april, hvor de gæster Pumpehuset i København.

Ved siden af en efterhånden blomstrende musikerkarriere kender de fleste nok bedst Olly Alexander for hans roller i kultfilmen "Enter the Void", "Gulliver's Travels" og tv-serien "Skins".

Men skuespil er tilsyneladende ikke nok for den unge herre, da han også prøver sig af som frontmand i det London-baserede band Years & Years. Og det har ikke været helt uden succes, da han sammen med bassist Mikey Goldsworthy og Emre Turkmen på synthesizer siden 2012 har udsendt en række ep'er og singler, hvor "Take Shelter" især har gjort sig bemærket. Years & Years er desuden at finde i GAFFAs guide De bliver store i 2015.

Years & Years spiller sjælfuld og moderne popmusik med lyden af Londons ungdom, som blandt andet har lagt sig i forlængelse af andre unge engelske navne som Sohn og FKA Twigs.

Med inspirationskilder som Flying Lotus, Diplo og Radiohead har Years & Years opnået supporttjanser for Sam Smith og Clean Bandit, der har bragt dem meget omtale i hjemlandet, og nu tager London-drengene så skridtet videre.

Billetsalget til koncerten er allerede startet, og du kan sikre dig billet på billetlugen.dk.

Varm op med singlen "Take Shelter".

ANNONCE