Nyhed

Live-video: Dizzy Mizz Lizzy tager rocktronen tilbage

Trioen understreger deres comeback med en stærk optræden på live-tv. Det er deres første i 19 år.

Dizzy Mizz Lizzy er endegyldigt tilbage. I lørdags gav de deres første tv-optræden i 19 år. Det skete i Herning til Sport Awards 2014, hvor de spillede deres nye single "I Would If I Could But I Can't". Se klippet her forneden.

Det er en nostalgisk tidsrejse for Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis kan stadig slå sig løs, som de gjorde det i 90'erne. Skulle man være i tvivl om deres evner, kan man jo bare se klippet. Og alle dem, der har savnet mere guitarlir fra Tim Christensen i de senere år, kan godt måbe, for Christensen demonstrerer med stor overbevisning, at hans guitarteknik har fået et nyt gear eller to.

Publikum er godt med fra start, og der lyder en sand jubel, da Tim Christensen synger singlens første strofe, og selv hans kongelige højhed, Kronprins Frederik, sidder med et smørret grin klistret på ansigtet. 


Dizzy Mizz Lizzy var aktive fra 1988-98, udgav to storsælgende album, "Dizzy Mizz Lizzy" i 1994 og "Rotator" i 1996 og blev gendannet til en stor turné i 2010, inden Tim Christensen vendte tilbage til sin solokarriere, og de to andre medlemmer, trommeslager Søren Friis og bassist Martin Nielsen, gik tilbage til deres civile jobs uden for musikbranchen.

Dizzy Mizz Lizzy tager til foråret på en stor, udsolgt klub-turné, hvor de både fremfører nye numre og gamle kendinge. De spiller desuden på en række festivaler til sommer, blandt andet Jelling Musikfestival og Nibe Festival, og giver to dobbeltkoncerter med D-A-D i maj og juni – her er der stadig billetter. De kan findes via GAFFA Live her.

Se Dizzy Mizz Lizzy gøre deres comeback her: 

ANNONCE