Skal du være med i rapperens næste musikvideo?
Pede B forbereder sig på at udgive sit kommende album, "Byggesten", den 2. marts. I den anledning vil han lave en musikvideo til nummeret "Danser Ikk'", og han inviterer alle sine fans med. Find tilmelding forneden.
Søndag den 25. januar klokken 12.00-20.00 inviterer Pede B alle interesserede, 18-35 år, til at være med i sin nye musikvideo.
Sammen med instruktør Justin Ulbrichsen, der har sin daglige gang på TV2 og som tidligere har arbejdet med DMA 2014 og tv-serien Sjit Happens, der vises på TV2 Zulu, har Pede B og Dj Noize udtænkt et plot til musikvideoen, hvor de har brug for 60-70 festklædte statister.
Pede B fortæller om musikvideoen: "Det er et lidt vildt projekt, vi har sat i søen, og jeg glæder mig helt vildt til at se det endelige resultat. Men for at det kan lykkes har vi brug for en masse skønne mennesker, der har lyst til at hive en søndag ud af deres kalender og troppe op på Kolonien på Vesterbro næste søndag."
Og fortsætter:
"Royal Unibrew har været så søde at sponsorere masser af Faxe Kondi og Platinum øl til hele dagen, så folk kommer ikke til at tørste, og der vil også være noget mad i løbet af dagen, da det er mange timer folk skal være der, men jeg håber vi kan samle en god flok og lave en kæmpe søndagsfest".
I april udkom Pede B og Dj Noize med minialbummet "Vi Hjerte Alberte", som var en triumf af et hyldestalbum til Alberte Windings originalmusik. GAFFAs musikanmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr kvitterede med fuldt hus, seks stjerner, for udspillet og skrev: "Det klæder med andre ord de to herrer at være lidt mere jazzy i deres lyd. Og det klæder Winding at blive sat ind i en ny kontekst. Et vellykket koncept, der varmt kan anbefales."
Bindende tilmelding til produktionsleder Thomas Høffner på [email protected] hvor du også kan få svar på eventuelle spørgsmål.
Se den Pede B's seneste musikvideo, "Min Liga", her: