Nyhed

Pulps Jarvis Cocker mister muse

Kvinden bag Deborah i Pulps klassiker Disco 2000 afgik ved døden nytårsaften

Deborah Bone, en sygeplejerske og Jarvis Cockers muse, er død af knoglekræft i en alder af kun 51 år. Det skriver The Telegraph.

Få timer efter hun var afgået ved døden, modtog hun en britisk MBE, som en del af New Year's Honours, for sit arbejde med børn og unge mennesker. Hun oprettede en række innovative serviceydelser for børn og unge mennesker, der lider af angst og stress.

Det er dog nok mest som muse for Jarvis Cocker, at Deborah Bone er mest kendt for det almene pop-publikum. Hun inspirerede nemlig Pulp-frontmanden til at skrive hittet "Disco 2000", som strøg ind på Top 10-lister verden over, da den blev udgivet i 1995.


Bone skrev på sin blog, My Myeloma Journey, hvori hun skrev om sin sygdom: "Født i Sheffield, mit krav på berømmelse er, at jeg voksede op med og sov sammen med Jarvis Cocker, altså, nogen skulle jo gøre det, og det var altsammen fuldstændig uskyldigt! Jeg har fået at vide, og jeg kan også godt lide at tro, at jeg er Deborah i nummer 1--hittet 'Disco 2000', men vi mødtes nu aldrig ved springvandet længere nede ad vejen."

I "Disco 2000", en sang om ugengældt kærlighed, beskriver Cocker, hvordan han og pigen, Deborah, voksede op sammen, og hvordan han havde følelser for hende. Omkvædet lyder: "I said let's meet up in the year 2000. Won't it be strange when we're fully grown. Be there at 2 o'clock by the fountain down the road (Jeg sagde, lad os mødes i år 2000. Vil det ikke være mærkeligt, når vi er voksne. Vær ved springvandet længere nede ad vejen klokken 2.)".

Deborah efterlader sig sin mand Colin og døtrene Jemima og Pollyanna, samt barnebarnet Elliot og Lucy.


Pulp var i starten af 10'erne på en større genforeningsturné, men vi skal helt tilbage til 2001 for at finde deres seneste albumudspil "We Love Life". Det efterfulgte det mere eller mindre dystre "This Is Hardcore" fra 1998, og det var trods Cockers bidende ironi et mere positivt udspil. GAFFAs Jan Opstrup Poulsen kvitterede med fem stjerner og skrev: "Med deres syvende album er Pulp i fuldt vigør og helt på højde med den fremragende Different Class, men samtidig oppe i nogle helt andre skyhøjder."

Hør "Disco 2000" her:

 


 
ANNONCE