Nyhed

Se ny video med fremadstormende The Districts

Pennsylvania-bandet fremfører deres nye single 4th And Roebling til HotBox Session

Er du til snavset rock og rul fra USA? Så vil du helt sikkert synes om The Districts.

De unge knægte fra Lititz, Pennsylvania spiller musik, som var de lige stået ud af sengen. Med lasede T-shirts og uglet hår rammer drengene en mellemting mellem Mumford & Sons og Kings Of Leon, tilsat en ordentlig omgang Americana.

The Districts blev dannet tilbage i 2009, da de stadig var en flok unge teenagere i High School, hvor de til en start spillede Led Zeppelin og Jimi Hendrix-covers i skolens kantine. Men der gik ikke længe, før de så småt begyndte på deres eget, hvilket kulminerede på Austin-festivalen SXSW 2014, der for alvor skød dem i gang. Og det er heller ikke første gang, at vi lægger mærke til The Districts her på GAFFA, da de også blev omtalt i vores guide De bliver store i 2015.


Bestående Rob Grote på vokal, Conor Jacobus bag bassen, Mark Larson på guitaren og Braden Lawrence bag trommerne besøgte de unge Americana-knægte HotBox Studios i Philadelphia, hvis slidte loftlokaler lægger rammer til HotBox Sessions.

Her ses The Districts opføre en energisk version af deres nyeste skud på HotBox-stammen, "4th And Roebling" – første single fra deres kommende album "A Flourish And A Spoil". Her viser drengene, hvordan et godt gammeldags rocknummer tilsat en ordentlig røvfuld Americana skal lyde anno 2015.

Læs i øvrigt et helt nyt GAFFA-interview med The Districts her

ANNONCE