Sónar Festival tilføjer en række nye navne til deres københavnske udgave
Den efterhånden meget internationale Sónar Festival med hovedsæde i Barcelona er nu klar med en række nye navne til sin turen forbi København i marts.
Sónar tilføjer i denne omgang den engelske elektroniske musiker Jon Hopkins, som blandt andet har arbejdet med Imogen Heap. Jon Hopkins har ved siden af sin solokarriere også bidraget med musik til superproducer og musiker Brian Eno, stadionpopperne Coldplay og David Holmes.
Jon Hopkins er efterhånden en velkendt herre i Sónars musikalske line-up, da han sidste år både besøgte festivalen i Barcelona og Stockholm.
Jon Hopkins spiller melodisk og minimalistisk elektronisk musik, tilsat hypnotiserende visuals som helt sikkert vil få det danske publikum til at flytte fødderne, når han gæster København til foråret.
Sónar tilføjer yderligere en række fremadstormende musikere, der inkluderer danske Kwamie Liv og Kenton Slash Demon, hvor sidstnævnte for første gang vil præsentere sit live-show på Sónar i København.
Ydermere tilføjes den danske producer Nick Kold Ericksens Taragama Pyjarama, som udgav sine første numre under navnet Eim Ick.
Til slut tilføjes Puce Mary frontet af københavnske Frederikke Hoffmeier, som efterhånden står solidt på den elektroniske scene med sin moderne industrial og eksperimenterende musik.
Sónar Copenhagen løber af stablen fra 13. til 14. marts i Koncerthuset. Billetter kan købes via GAFFA Live.