Nyhed

Take That til Danmark

Old boys-bandet gæster landet - nu som trio

Fire år efter Take Thats seneste tour, "Progress Live", drager boybandet nu atter på turné. Denne gang som trio med lineuppen Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen, efter at Jason Orange forlod gruppen i 2014, og Robbie Williams gik ud i 2012 – for sidstnævntes vedkommende var det anden gang, han forlod bandet, første gang var i 1995. Trioen gæster Jyske Bank Boxen i Herning torsdag den 1. oktober.

Take That er kendt for spektakulære liveshows. Tidligere turnéer har blandt andet budt på alt fra luftakrobater og cirkusartister over en væg af vand og hologrammer til en kæmpeelefant og en 20 meter høj robot. 

Take That udtaler: "Vi har altid været utroligt stolte af vores liveshows, og vi er virkelig spændte og begejstrede for at skulle på tour igen i år. At optræde for et publikum er noget af det, vi elsker mest, og vi ser frem til at give folk en stor oplevelse. Det er fire år siden, vi sidst var på tour, så vi er virkelig spændte på at skulle tilbage på landevejen igen og spille nogle af vores største hits fra de seneste to årtier, sammen med vores nye sange."


I løbet af Take Thats 25 år lange karriere har bandet solgt mere end 30 millioner album og over syv millioner koncertbilletter på verdensplan. Alene i hjemlandet har bandet haft ikke mindre end otte #1 album, hele femten #1-singler på hitlisterne igennem tiden og otte Brit Awards.

Take That besøgte senest Danmark i juli 2015, hvor de gav koncert i Parken. Her uddelte GAFFAs anmelder Mikkel Elbech fem stjerner under overskriften "Femdelt popunderholdning i verdensklasse". Læs anmeldelsen her.

Gruppen skulle have givet to koncerter i Parken to dage i træk, men koncert nummer to blev aflyst, da Robbie Wiliams blev syg, efter eget udsagn grundet en fordærvet hummer indtaget i Tivoli.


TAKE THAT JYSKE BANK BOXEN 1. OKTOBER

BILLETSALGET STARTER: 30. JANUAR, KL. 09.00

BILLETSALG: Billetlugen.dk / 70 263 267


Se musikvideoen til "These Days" med Take That anno 2014.

ANNONCE