Festivalen, der smyger sig langs Tisvildelejes strandkant er slut for denne gang, så GAFFA tog en snak med gæsterne om, hvad de synes om årets festival.
(Sæt ansigt på – Se galleriet her.)
Asger, 16 år, rejsesøgende, København
Hvordan har festivalen været?
Den har været virkelig fed. Jeg har været frivillig på festivalen, så jeg har været her en hel uge og stemningen har været høj hele tiden - folk er hygger sig og er glade og det har været dejligt at opleve. Det er også gået rigtig godt med musikken, blandt andet har mange af kunstnerne haft gæsteoptrædener.
Hvad var det musikalske højdepunkt?
Kwamie Livs koncert var helt fantastisk, men jeg er også stor Kwamie Liv-fan. Ukendt Kunstner gjorde det også godt, for om end det ikke er noget musik jeg hører normalt, synes jeg det var imponerende, hvordan de kunne holde koncerten interessant hele vejen igennem og også holde liv i publikum igennem hele koncerten, selvom der var så mange mennesker, som der var. Og så er der selvfølgelig The Minds of 99, som var helt vildt gode.
Hvad var det mest skuffende?
Noget af det festivalen kæmper med er uden tvivl de tidlige koncerter, hvor der er rigtig få mennesker. Eksempelvis var jeg til koncert med fantatiske Cancer, men der var ikke særlig mange publikummer, og det var ærgerligt. Så det skuffende har ikke ligget hos kunstnerne, men nærmere i nogle tilfælde hos publikum.
Kommer du tilbage til Musik I Lejet næste år?
Det er mit fjerde år i år, og jeg har oplevet festivalen vokse til det den er i dag, såja, jeg 100% igen næste år.
Lone, 61 år, pædagogmedhjælper, Tisvilde
Hvordan har festivalen været?
Stemningen har været rigtig god, og så er festivalen god til at kombinere flere ting: det en lokal festival, men også en festival, hvor der kommer mange interessante mennesker udefra. En anden ting er også, at aldersspændet er stort - der er en masse på min alder, en masse unge og sågar også en hel del børn, og det er en stor charme ved festivalen.
Hvad var det musikalske højdepunkt?
Det var helt sikkert Annisette (Savage Rose, red.). Første gang jeg hørte hende spille var i 1968, hvor jeg var 14 år gammel, og så har jeg faktisk hørt det siden, men i dag er det første gang siden 1968, at jeg har hørt hende live. Det var stort, og jeg fik lov at få en autograf og et kram af hende bagefter.
Hvad var det mest skuffende?
Lyden har desværre ikke været lige god til alle koncerter.
Kommer du tilbage til Musik I Lejet næste år?
Det vil jeg meget gerne.
Rasmus, 25 år, studerende, København
Hvordan har festivalen været?
Den har været god. Den har haft stor succes med at vokse igen - også selvom de ikke har så meget plads at vokse på. Jeg synes også, at det musikalske spring de har taget, hvor de har fået nogle væsentligt større navne end de tidligere år, har skabt et rigtig godt musikprogram, der appellerer til mange mennesker.
Hvad var det musikalske højdepunkt?
Deres nat-musikudvalg har været meget imponerende. Det er fedt, at man kan vælge mellem tre forskellige scener, alt efter, hvad du er i stemning til: du kan høre jazz og swing i det ene, det nyeste nye i det andet og gammeldags dansemusik i det tredje. Og så er det i sig selv beundringsværdigt, hvordan de kan holde festen kørende så lang tid, selvom det bliver køligt hernede på stranden. Hvis jeg skal fremhæve et specifikt navn, bliver det Laid Back. Jeg har forsøgt at se dem nogle gange, men de har altid aflyst på grund af rygproblemer, sådet var stort endelig at høre dem live for første gang.
Hvad var det mest skuffende?
Det er jo desværre altid et forbandet trafik- og logistik-kaos med den her festival, hvor de har nogle udfordringer og derfor nok også har nået deres max for, hvor stor den her festival kan blive, men rent musikalsk kan jeg ikke nævne noget.
Kommer du tilbage til Musik I Lejet næste år?
Hvis jeg har mulighed for det, så kommer jeg gerne igen!
Lea, 25 år, pædagogmedhjælper, København
Hvordan har festivalen været?
Det har vigtigst af alt været en dejlig stemning! Men det synes jeg altid, der er påden her på Musik I Lejet, og jeg har deltaget, siden festivalen begyndt at spire frem for syv år siden.
Hvad var det musikalske højdepunkt?
Der har været flere, men jeg synes specielt AV AV AV, Savage Rose, Kentaur og The Minds of 99 har været rigtig godt. De formåede også alle sammen at få publikum med.
Hvad var det mest skuffende?
Til nogle af koncerterne har lyden drillet, men der har det været mit indtryk, at det primært har været på grund af vinden. Så det har mere været nogle af omstændighederne, der har voldt problemer, og ikke rigtig musikken.
Kommer du tilbage til Musik I Lejet næste år?
Det gør jeg bestemt. Jeg elsker at være her, og jeg kommer her fra Tisvilde-området, så jeg støtter i høj grad op om den her festival.