Nyhed

GAFFA dækker Positivus festival, Letland

GAFFAs udsendte skriver over weekenden hjem fra den lettiske festival

Fra i morgen til og med søndag vil den idylliske Lettiske havne- og badeby, Salacgriva, boble over af musik, fest og koncerter. Her slår Positivus-festivalen i Letland nemlig dørene op for den største musikfestival i Baltikum. Festivalen blev dannet i 2007 og har hurtigt etableret sig som den førende musik- og kunstfestival i regionen med et stort og varieret internationalt program.

Festivalen er en campingfestival og ligger direkte ud til Østersøen et par timers kørsel fra Riga og kun få kilometer fra grænsen til Estland. Musikprogrammet tæller over 150 forskellige bands, solister, dj's, stand-up komikere, kunstperformere, cirkus artister, et omfattende filmprogram og meget andet fordelt på seks scener.

Rent musikalsk kan festivalen sammenlignes med NorthSide i Aarhus eller Primavera i Barcelona og byder i år blandt andet på navne som: Robert Plant, Kasabian, Charli XCX, Warpaint (billedet), St. Vincent, Placebo, Tom Odell, Jungle, Basement Jaxx. Lamb, East India Youth, Rival Sons samt danske Rangleklods og flere lokale navne.


Positivus Festival foregår i dagene 17.-19. juli, og der er stadig billetter at få, hvis man skulle have lyst til at opleve den største årlige musikfestival i de baltiske lande.

GAFFA er til stede under festivalen og rapporterer derfra i weekenden. Se hele programmet og læs mere om Positivus Festival her 

ANNONCE