Trioen tager en pause fra de store festivalscener, når de fejrer Rusts 25 års fødselsdag til september
Den 30. september bliver det muligt at opleve Dizzy Mizz Lizzy i lidt mere intime rammer end de store festivalscener, når de indtager scenen på Rust.
Rust fejrer i år sine 25 år på den danske musikscene og i det københavnske natteliv med blandt andet en stærk koncertrække, som har talt navne som The Sharing Patrol, Mikael Simpson og When Saints Go Machine. Nu kan Rust så tilføje Dizzy Mizz Lizzy til plakaten.
De legendariske rock-ikoner Dizzy Mizz Lizzy har skrevet dansk rockhistorie med de to album "Dizzy Mizz Lizzy" (1994) og "Rotator" (1996). Tidligere på året, 19 år efter bandet udgav ny musik, sendte den populære trio endelig nyt på gaden i form af singlerne "I Would If I Could But I Can't" og "Made to Believe". De har været på en succesfuld turné siden april.
Ved startskuddet i Fredericia var GAFFAs musikanmelder Christian Voldborg Andersen på pletten, og han blev blæst helt bagover af en trio, der var tilbage i topform. Han kvitterede med seks stjerner og skrev:
"1993 vandt Dizzy Mizz Lizzy finalen i DM i Rock. Bandet fik som bekendt en kometkarriere, som de færreste danske bands tør drømme om, og som ingen nye bands nok desværre kommer til at opleve, når man tager musikbranchens foranderlige spilleregler i betragtning. I dag kan Tim, Martin og Søren sætte pris på succesen i et andet perspektiv, og de kan give noget igen til det publikum, som gjorde dem til et af dansk rocks førende bands i 90'erne. Svimlende Dizzy MIzz Lizzy har hermed igen indtaget positionen som et af dansk rocks førende bands."
Billetsalget begynder onsdag den 15. juli klokken 10.00, og billetter kan skaffes via Billetto.dk
Læs mere på Facebook