Psssst, kan du holde på en hemmelighed? Så læs lige med her.
(Arkivfoto, red.)
Det indtræffer under "Sikke en dejlig dag det er i dag". Som Paul McCartney, der lige skulle igang efter en svag start på sin koncert på Orange en uge forinden, har Stig Møller nu for alvor overvundet en ujævn åbning, der var præget af dårlig lyd.
Solen kigger for første gang længe frem på himmelen, og uden for teltet hopper børn rundt i hoppeborgen, mens et skib kan ses sejle forbi på havet nærved. På scenen sidder Stig Møller plantet i en stol, benene er vist ikke længere, hvad de har været, men for mine snabeltyrkersko, hvor kan han stadig spille guitar.
Et menneskehav i alle aldre vugger rundt på både bænke og borde i det overfyldte telt, mens man står og bliver helt salig. Velkommen til Love In på Skarø, en lille festival med et stort hjerte.
En bid af noget ægte og mangfoldigt
Festivalen på Skarø syd for Svendborg er lidt af en succeshistorie. Øen, der har cirka 30 indbyggere, vokser hvert år i anden uge i juli til 1.500 mennesker, der vil have en bid af noget ægte. Her er ingen lange køer, ingen reklamer over det hele, det er svært at blive væk fra hinanden, og fra hovedscenen til det fjerneste hjørne af campingområdet er der fem minutters gang.
Det frister en bred skare af musikglade folk, og store dele af publikum udgøres da også af helt små børn, deres forældre, og hvad der kunne være deres bedsteforældre, hvilket giver en dejlig mangfoldig stemning. Det afspejles også i programmet, hvor der både er veteraner som netop Stig Møller og nyere navne som Vinnie Who og Oh Land, der i år er festivalens hovednavne.
Disse skal som alle andre og alt udstyr med den lokale færge, der betjener den halve times rute ind til Svendborg. Men i år skal det blive en udfordring.
Jamaica i blæst og regn
Noget er anderledes på festivalen i år. "Ikke større, men bedre" har en af festivalens arrangører, Lasse Bekker, udtalt om årets festival, men så er der de ting, man ikke er herre over. For nok er der i år flere bade, toiletter og frivillige til at hjælpe end de andre år, men vejret er dårligere. Meget dårligere.
Under teltopslagningen på festivalens første dag, onsdag, er flere telte ved at blæse væk, og kun det gode humør hjælper til at holde fanen højt. Nogle piger går rundt og uddeler blomsterkranse til gæsterne, hvilket gør smilet større igen, og efter en overstået campopsætning bringer festivalens første koncert, et jam med medlemmer fra Første Forsøg og det unge rockband Shred, som også giver et skud adrenalin senere på aftenen, på ny tryk på festivalstemningen.
Aftenens hovednavn, et kollektiv med blandt andre Wafande og Pharfar, skyder for alvor festivalen igang. Selvom scenen vugger faretruende, når de hopper, og blæst og regn gør sit, formår gruppen at skabe en reggae-hip/hop-fest for de 400 fremmødte, der kan drømme sig væk til Jamaica under koncerten.
Skarø Multiarena redder dagen
"Der er stormvarsel". Det er de første ord, der når mine ører efter en nat fuldt af ruskende teltvægge. Selvom vinden allerede er voldsom, skal det toppe om eftermiddagen, og festivalen har taget konsekvensen. Festivalpladsen, der ligger i en æblelund i Lasse Bekkers have, er simpelthen pakket ned og rykket hen i en lade 500 meter væk. Men musikken spiller op allerede om formiddagen, så det er bare afsted.
Pligten Kalder er et samarbejde mellem den lokale altmuligmand Torben Steno på orgel, forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen, samt Peter Jessen på blæseinstrumenter. Søren Mikkelsen er med på bas, og sammen skaber de et univers af østeuropæisk 80'er-nedtur og kitsch, hvor den tykke ironi og den ærgerlige stemning ophøjes til det überkomiske.
Kommentarer som "Solen kigger vist frem udenfor, så I skal være velkomne til at gå derud, hvis det er for trist" (det blæser stadig en halv pelikan udenfor) og "Vi er dybt beærede over at spille for så mange mennesker her i Skarø Multiarena, så undskyld hvis vi virker nervøse" (fra Johan Olsen, der blandt andet har spillet på Roskildes Orange Scene foran måske 100 gange flere mennesker) var blandt mange, der fik publikum til at bryde ud i tiltrængt latter og igen glemme vejrudsigten.
Med de stærke melodier, der har et underligt suppe, steg og is-lag samt Johan Olsens voldsomme engagement og dybfølte vokal er de en vidunderlig start på torsdagen.
Hovednavn vinder på lille scene
De melankolske folkrockere Mellemblond leverer efterfølgende en flot koncert, og derefter er det tid til at vende tilbage til selve musikpladsen. Vejret er nu på vej til at blive bedre, så Oh Land skal spille på pladsen, hvor koncerten dog er flyttet fra hovedscenen til den mindre Hip-scene, som ligger i et telt.
Med knap to timers forsinkelse, blandt andet på grund af flytningerne og færgeforsinkelse, står hun der pludselig i de ydmyge rammer, hvor scenen er lavet af paller, og publikum er blot en armslængde væk. Storsmilende virker sangerinden oprigtigt glad for at være der, og både publikum, festivalen og øen får flotte ord med på vejen, mens hun serverer det ene hit efter det andet. Også udenfor teltet bliver der rocket med til "White Nights" og "Sun Of A Gun", som er blandt de mange melodier, der blev nynnet og sunget af publikummerne, da de vælter ud af teltet efter den fine koncert.
Fredagen bliver lidt en mellemdag, både hvad angår vejret, der virker som om, at det er ved at bestemme sig for, hvad det vil, og musikprogrammet, der er uden de helt store overskrifter.
Der er dog en hyggelig stund med Henning Stærk, der spiller ølteltet op, inden Nelson Can (billedet) rocker hovedscenen. Kvinderne giver et skud tiltrængt rock med den White Stripes'ke minimalisme, der kommer med kun to instrumenter. Selina Gin hopper rundt på både scenen og blandt publikum, mens Maria Juntunen nærmest skræller skindet af sine trommer, og Signe SigneSigne dundrer derudad på bassen. Tak for den.
Ornitolog + rock = succes
Det bliver lørdagen, der hiver stikket hjem for Love In på Skarø '15. Fra morgenstunden viser vejret sig fra sin gode side, vinden er nærmest væk, og man kan faktisk hygge i lejren uden at blive rusket rundt.
På pladsen spiller Danmarks John - et band med coversange af John Mogensen og en sanger, der i påfaldende grad ligner nationalskjalden - op for et søvnigt publikum, der rocker med på de mange klassikere som "Der Er Noget Galt I Danmark", "To Mennesker På En Strand" og "O Marie, Jeg Vil Hjem Til Dig".
Siden bringer Stig Møller, flankeret af selveste Peter Ingemann, for alvor kærligheden til Skarø - "Hvis jeg kunne tage alle kvinderne her med hjem, så gjorde jeg det sgu!" - inden solen bager igennem under Vinnie Who. Her er alle de opsatte hængekøjer mellem træerne i brug, kærestepar ligger og fletter sig sammen på græsset, og børn løber rundt og leger foran scenen.
Ud på aftenen går Dans & Lær, endnu et af festivalens husbands, på scenen og giver en obskur lektion i fuglenes verden. Med call and responses som "Når jeg siger Mu, så siger i Svit!" fra frontmand Bjarke Søballe Andersen-Tran, utallige fuglelyde og gamle kassettebåndsoptagelser med en ornitolog, der fortæller om fuglene, får bandet publikum til at grine og danse på samme tid. Vanvittigt og vanvittigt morsomt her på tærsklen til lukkekoncerten.
Til at blive religiøs af
Frederik Vedersø er ikke fremmed for Skarø. Om fredagen har han spillet med sideprojektet The White Album, og hans primære band, The Eclectic Moniker, har allerede optrådt her flere gange.
Publikum er således heller ikke fremmede for den langskæggede herrer og resten af det ni mand store liveband, da de ved midnat træder op på scenen. Deres calypso pop-rock er som født til en festival som denne, og da de allerede som andet nummer spiller storhittet "Easter Island", er publikum vildt dansene. Den ene glade sang afløser den anden, og den sidste festivalenergi bliver danset ud.
Efter halvanden times koncert fra humørsprederne på scenen, har publikum svært ved at stoppe igen. Lasse Bekker må virkelig tage sig sammen, før han får bedt de sidste forlade danseteltet, længe efter at pladsen egentlig skulle være lukket. Dagen efter nydes den sidste morgenmad - den er gratis her på festivalen - inden færgen igen bringer en tilbage til virkeligheden.
"Man bliver jo helt religiøs af det her", udbrød en fra lejren under solnedgangen dagen før og virkede helt rørt over øjeblikket, og det er svært at sige ham imod. Man kan kun ønske denne lille solstrålehistorie al mulig held og lykke fremover - så længe succesen da ikke vokser sig for stor, og Love In begynder at ligner alle de andre overpumpede musikarrangementer. Så kære læser, lad det endelig blive mellem os: Skarø er der, hvor kærligheden gror.
