Keith Richards har annonceret sit første soloalbum i 23 år
For første gang i over 20 år er den rullende sten Keith Richards klar med et nyt solo-album. "Crosseyed Heart" er ude den 18. september.
Der er lovet en musikalsk masterclass, når Richards over 15 sange fordyber sig i reggae, rock, country og blues. Richards har skrevet eller co-skrevet størstedelen af sangene på albummet, mange af dem sammen med sin gode ven, trommeslageren Steve Jordan, som også har co-produceret albummet.
"Det var rigtig sjovt at lave det nye album og arbejde med Steve Jordan og Waddy Wachtel igen. Intet kan slå følelsen af at vade ind i et studie og ikke have nogen anelse om, hvad du ender med at få ud af det," fortæller Richards.
Richards har på albummet samarbejdet med en lang række kunstnere, blandt andet Norah Jones, som han synger duet med på den soulede "Illusion" (co-skrevet af Jones og Richards), samt Aaron Neville, der synger kor på "Nothing On Me". På albummet finder vi desuden numre som den reggae-influerede "Love Overdue", "Blues In The Morning", "Lover's Plea", "Robbed Blind" og "Amnesia".
Ud over Jones og Neville samt det mere eller mindre faste hold – trommeslager Steve Jordan, guitarist Waddy Wachtel og keyboardspiller Ivan Neville – gæstes albummet også af sangerinden Sarah Dash, der var medlem af Richards' gamle band Xpensive Winos, Stax-sangskriver og keyboardspiller Spooner Oldham, pedal steel guitaristen Larry Campbell samt Richards' gamle ven Bobby Keys på saxofon.
Keith Richards har tidligere udgivet to soloalbums samt et livealbum; "Talk is Cheap" (1988), "Main Offender" (1992) og livealbummet "Live at Hollywood Palladium" (1998).
Det seneste fra hans hånd var selvbiografien, "Livet" fra 2010. Den modtog fem stjerner af GAFFAs Espen Strunk. Læs hele anmeldelsen her.
Mens vi venter på en ny single, tager vi "Take it so Hard" fra "Talk is Cheap" her: