Nyhed

Se Jimmy Fallon og Tom Cruise i morsom mime-battle

Talkshowværten og skuespilleren kaster sig blandt andet over The Weeknd og Meat Loaf

Talkshowværten Jimmy Fallon er både kendt for sine meget musikalske og morsomme parodier på alskens musikere – for eksempel Bruce Springsteen og Neil Young – og for sine "lip sync battles", hvor han og en gæst dyster om, hvem der kan lave de mest spektakulære mime-versioner af diverse sange.

Fallons "The Tonight Show" har netop haft besøg af Tom Cruise, der er aktuel med filmen "Mission: Impossible – Rogue Nation", og her kastede de sig ud i en underholdende mime-battle. Cruise gav blandt andet trussetyven The Weeknds indfølte "Can't Feel My Face" og Meat Loafs pompøse "Paradise by the Dashboard Light", mens Fallon svarede igen med Rolling Stones' rockklassiker "Undercover of the Night" og The Righteous Brothers' sjæler "You've Lost that Loving Feeling", hvor Tom Cruise til sidst faldt ind i en øm duet.

Se den heftige mime-kamp nedenfor. "Mission: Impossible – Rogue Nation" har i øvrigt dansk premiere på torsdag den 30. juli.

ANNONCE